Afstemning: Hvilken aprilsnar er sjovest i år?

Vi har samlet en stribe aprilsnarer? Hvilken aprilsnar synes du bedst om i år?

Hvis du ikke har opdaget det, så har vi i dag, fredag, d. 1. april. Det er dagen, hvor journalister, firmaer og sågar landmænd griber chancen for at lade deres humoristiske side få frit løb.

Vi har samlet en række af dagens aprilsnar på fødevare- og landbrugsområdet.

Nederst kan du stemme på den sjoveste.

1: Skridttæller til får

Som du kan se på videoen øverst, så har træder d. 1. april 2018 et nyt EU direktiv i kraft. Økologiske producenter skal dokumentere, hvor mange skridt dyrene tager. Motion og bevægelse er godt for os mennesker, og nu vil man så have dokumentation for, at de økologiske dyr også bevæger sig. Fagfolk fortæller, at man begynder med får, dernæst kommer svin, kvæg og aquakultur i form af fisk.

2: Farmas leverer blåt blod til de royale

Det Danske Kongehus, eller nærmere betegnet Jagthytten i Trend nær Farsø i Nordjylland, har her i foråret indkøbt en New Holland T7.315 HD til vedligeholdelse af de royale skove og agre. Salgschef Thomas Mikkelsen, Farmas, udtaler: "Det har været et privilegium og en fornøjelse at handle med de royale repræsentanter. De er fokuserede og meget professionelle i deres tilgang til opgaven, men de erkender også at deres viden omkring traktorer er begrænset, så hele forløbet har været baseret på gensidig tillid."

3: Jetto - nyt lavprisselskab

Netto har kastet sig ud i at sælge ikke bare billige fødevarer, men nu også billigere flybilletter.

4: Bacon-the

Mmmm. Bacon er det nye lakrids. Nu skal alt være med bacon. Også the, mener Fredsted.

5: Sexyoghurt fra Arla

To ud af tre danskere har ikke meget energi efter sex. Det får nu mejerivirksomheden Arla til at lancere drikkeyoghurten Arla More, der har en helt særlig opkvikkende virkning. Så er der energi til en ekstra omgang. Kaffe, chili, guarana og spinat er – foruden ved mælk – ingredienserne. Den fungerer til begge køn. Velbekomme.

6: Minkkød er ny delikatesse

Sammen med Kopenhagen Furs rådgivningsenhed har kokken Andreas Pihl-Jensen udvidet det nye, nordiske køkken med en spændende råvare. "Genopdagelsen af det nordiske køkken tager udgangspunkt i at bruge lokale råvarer. Jeg er opvokset som nabo til en minkfarm og og har hjulpet til i pelstid. Det fik mig til at tænke over, hvordan minkkød kunne blive en del af vores madvaner," siger Andreas Pihl-Jensen. På generalforsamlingen hos Dansk Pelsavlerforening fredag står menuen på røget minkfilet til forret med garniture af sprøde salater efterfulgt af mink a la Tåsinge kogt på mjød.

7: GPS-traktor til køreprøve

Bygholm Landbrugsskole har indledt samarbejde med Geoteam A/S, og har fået det nyeste GPS-system etableret på tre af skolens traktorer, består alle Grundforløbs- og EUX-elever køreprøven til traktor i første forsøg. "Køreprøven foregår i Horsens by, hvor det kan være svært for nogle af eleverne at finde rundt i byen, og det sker en gang imellem at eleverne dumper på den bekostning” udtaler John Dyhr. Smart.

8: Thise graver oste ned og opdager ny grundsmag

Thises nyeste ”arkæologiske” osteprojekt har dybe rødder i det nordlige Skandinavien. Det drejer sig om en Samisk tradition for vinteropbevaring af ost. Kort fortalt bliver ”Rensdyr-Ostene” svøbt i rensdyrskind og nedgravet i jorden om efteråret. Ostene opbevares i frostfri dybde og bliver først gravet op igen i det tidlige forår. Ifølge Thise var projektet fejlslagent, men som biprodukt gav Thisame, som osten er døbt, en helt ny grundsmag, der føjes til de i forvejen kendte: det søde, det sure, det salte, det bitre og Umami.

9: Gigantisk mælketank når mejeriet svigter

Jørn Kjær Madsen blev truet med, at chaufførerne ikke ville hente mælk, fordi han ikke havde tegnet overenskomst med 3f. Han tegnede overenskomst, men nu er han bedre rustet til en potentiel, ny konflikt: "Vi har fået ny mælketank, 60.000 liter. Arla ville ikke sætte trailere ud! Nu skal vi så bare have den fyldt med øko-mælk!," fortæller Jørn Kjær Madsen, der i øvrigt er konventionel, på Facebook.

10: GPS sladrer om landmænd direkte til NaturErhverv

Så er der vores egen nyhed om, at fem landmænd er gået med i pilotprojektet FarmEye, hvor NaturErhvervstyrelsen via GPS kan trække automatisk i støtten, hvis landmanden laver markarbejde i randzoner, sprøjter på forkerte tidspunkter eller i forkerte afgrøder, kører gylle i hård frost eller overtræder andre regler og forbud. I øvrigt er aprilsnaren måske snublende nær virkeligheden. Fiskerne har i flere år haft GPS på deres fartøjer. Genlæs også vores aprilsnar fra sidste år om, at Dan Jørgensen blev svinebonde for at bevise, at han bare har styr på de dyr.

11: Kendte ansigter til nordjysk gård

Kagro i Nordjylland har ansat nogle kendte ansigter. "Ida og Dan skal arbejde i stalden, hvor de har en stor praktisk viden om optimering af rutiner og dyrevelfærd. Rasmus bliver vores nye sprøjte/gylleføre da han har bevist en skarp evne til at regne kvælstof behov ud. Alle tre kommer til os fordi de i høj grad har fingeren på pulsen og stærk praktisk viden om, hvordan dansk landbrug skal drives. Det har dog været svært at finde referencer i deres CV fra tilsvarende job. Men på TV giver de ihvertfald udtryk for de ved en masse om det, også må det jo være sandt..."

Afstemning

Hvilken aprilsnar er sjovest?

Emneord

video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle