Alle skal have råd til en bid af verdens bedste mink

Oh! sætter dansk pels på landkortet verden over.

De sælger som varmt brød, de små pelsdyr. Til at pifte en håndtaske op, eller bare som et eksklusivt vedhæng til en nøglering.

Nuttede pelsdyr med navne som Cutie, Hugo og Hannibal er blevet et hit hos piger og kvinder i alle aldre.

»Vi ramte virkelig noget med pelsdyrene i vores ’Fluffy friends’-serie,« fortæller marketingchef Trine Storm fra Oh! by Kopenhagen Fur, der er et datterselskab under Kopenhagen Fur og dermed ejet af danske pelsavlere.

Sammen med en stribe eksklusive tasker er de små pelsdyr på vej til at forvandle Oh! by Kopenhagen Fur fra at være et selskab med store årlige millionunderskud til at give overskud.

Det er ikke alle, der har råd til at købe en pelsfrakke. Et af formålene med Oh! er derfor at vise nye måder at bruge pels på og ramme nye målgrupper.

»Med vores tasker, nøgleringe og taskevedhæng fra Oh! giver vi alle råd til at købe en bid af verdens bedste mink fra Kopenhagen Fur og opleve, hvad kvalitet er. Samtidig håber vi selvfølgelig, at de bliver så glade for de små stykker mink og ræv, at de senere får lyst til at købe en hel jakke eller frakke,« siger Trine Storm.

Oh!s produkter sælges allerede i 45 danske butikker, 40 udenlandske og i lufthavnene i Helsinki, Gardermoen, Arlanda og Kastrup. Antallet af butikker er støt stigende, og inden oktober regner Trine Storm med at Oh! sælges i 120 butikker verden over.

Som noget helt nyt er stormagasinet Magasin, der har filialer i København, Lyngby og Aarhus, netop startet på at sælge tasker fra Oh!

»Det er et kæmpe skridt, at vi er kommet ind i Magasin. Det kan vise sig at være en meget afgørende faktor, fordi Magasin har Danmarks største stormagasiner og henvender sig til et bredt publikum.«

Magasin har en ’no fur’ politik, og stormagasinerne sælger ikke mink- eller ræveskind. Oh!s varer i Magasin er derfor helt uden mink og ræv. I stedet bruges lammeskind.

»Det lyder måske lidt mærkeligt, at vi er ejet af pelsavlere og sælger produkter uden pels. Men vi får placeret Kopenhagen Furs navn lige midt i et anerkendt og eksklusivt stormagasin. Det er en fantastisk reference at have, og det skal vi bruge som en løftestang til at komme ind i de største og mest eksklusive stormagasiner verden over med hele vores produktserie,« siger Trine Storm.

Ud over at styrke Kopenhagen Fur som et anerkendt og eksklusivt ’brand’ gennemgår Oh! også en økonomisk forvandling. Fra at være et datterselskab, der de første år led store tab, er der nu udsigt til vækst og overskud.

»Vi har de seneste to år været gennem en omfattende udvikling og forvandling. Vi skal tjene penge og er allerede nu i en så god økonomisk gænge, at vi regner med stigende overskud de næste par år. Vi har en realistisk strategi, som siger, at vi allerede om tre år skal have tjent underskuddene fra Oh!s første leveår hjem igen,« siger Trine Storm.

»Når vi bruger verdens bedste pelsskind og læder, og vi producerer på verdens bedste fabrikker, så skal Oh! simpelthen være en vinder, og det er vi godt på vej til at blive,« siger Trine Storm.

Faktaboks

Oh! by Kopenhagen Fur

  • Startet 2012 - relanceret i 2016.
  • designer tasker, nøgleringe og taskevedhæng.
  • Sælges i butikker i Danmark, Sverige, Norge, Schweiz, Italien, Forenede Arabiske Emirater, Sydkorea, Kina, Japan og USA.
  • Ansatte: 15.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle