Arla-rival melder om hård konkurrence: Lukker tysk mejeri

Produktionen af private label-desserter har ikke været attraktiv for FrieslandCampina. Nu lukker de mejeri.

FrieslandCampina laver nu større omvæltninger i Tyskland, hvor de i 2019 lukker deres anlæg i Gütersloh i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor mejerikoncernen også har mange andelshavere.

"Disse tiltag bør resultere i en genoprettelse af rentabiliteten inden for tre år", skriver FrieslandCampina om den tyske forretning.

Lukningen rammer 231 medarbejdere, som blandt andet producerer desserter til eksempelvis detailkæder, der putter deres egne navne på produkterne. Disse private label-desserter stopper FrieslandCampina med at producere.

Andre produktionslinjer, der fortsat er rentable, overføres fra Gütersloh til fabrikkerne i Köln, Heilbronn og Maasdam i Holland.

Så sent som i 2013 investerede mejeriet 60 mio. kr. i anlægget. To år forinden havde FrieslandCampina investeret 165 mio. kr. i Gütersloh.

FrieslandCampina vil i stedet investere ekstra i varemærkerne Landliebe, Tuffi og Frico samt en sammenlægning af kommercielle aktiviteter. 

Jan Kruise, administrerende direktør for FrieslandCampina Tyskland, udtaler, at konkurrencen er hård - der skal kæmpes om markedet.

"Det tyske marked for mejeriprodukter er fragmenteret og præget af hård konkurrence på grund af overkapacitet. Vi er overbeviste om, at vi vil være i stand til at mestre disse udfordringer ved at fokusere på vores stærke mærker og gennem en strengt forbrugerorienteret styring af vores produktportefølje. Vi er den eneste virksomhed med en betydelig tilstedeværelse i alle mejerikategorier og -kanaler, og vi vil drage fordel af denne konkurrencefordel ved at bevise, at vi er den foretrukne partner...".

I alt 74 medarbejdere fra lokationer i Heilbronn og Köln bliver desuden ramt af, at deres kontorer sammenlægges med andre lokationer.

Mejerierne i Heilbronn, Köln og Schefflenz - og de ansatte - berøres ikke af ændringerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle