Arlas danske drikkemælk er nu non-GM

Fra midt juni vil al dansk drikkemælk fra Arla være fra køer, der ikke er fodret med genmodificerede afgrøder.

Sidste efterår annoncerede Arla, at al dansk drikkemælk inden udgangen af 2017 vil komme fra køer, der ikke har fået foder med genmodificerede afgrøder.

Processen med at udfase foderet er gået hurtigere end ventet.

Derfor kan Arla allerede fra midt juni – et halvt år før planen – garantere, at al dansk drikkemælk fra Arla kommer fra køer, der ikke er fodret med GMO-foder.

Arla 24 bliver, sammen med butikskædernes egne mærker, første danske drikkemælk fra konventionelle gårde, der bærer den garanti.

”Vi er nu tæt på at være helt i mål med at udfase foder med genmodificerede afgrøder. Det betyder, at vi som de første i Danmark, med stor opbakning fra dagligvarehandlen, kan love de danske forbrugere, at al frisk dansk drikkemælk fra Arla er fra køer, der ikke er fodret med GMO-foder. Det er vi stolte over. Arla 24-mælk er en af vores mest solgte mælk. Derfor var det første prioritet for os at sikre, at netop den mælk er fra køer, der ikke har fået foder med genmodificerede afgrøder,” siger landedirektør i Arla Danmark Jakob B. Knudsen.

Arla producerer hvert år 5 mia. liter mælk. Heraf går 500 mio. liter til drikkemælk, og det er dem, mejeriet nu konverterer til mælk fra køer, der ikke får GMO-foder.

”Vores analyser viser, at forbrugerne er villige til at betale mere for mælk fra køer, der ikke har fået foder med genmodificerede afgrøder. Hvis forbrugerne tager godt imod initiativet på drikkemælk, vil vi overveje at omlægge en større del af vores danske mælkeproduktion, så alle vores produktkategorier på sigt bliver lavet af mælk fra køer, der har fået foder uden genmodificerede afgrøder,” siger Jakob B. Knudsen.

Forbrugere vil have produkter med naturlige ingredienser

Danske forbrugere er blevet mere bevidste om, hvordan fødevarer produceres. Derfor efterspørger de i stigende grad simple, naturlige fødevarer ifølge en ny undersøgelse fra Arla. Det dækker over fødevarer, som ikke er behandlede, og som indeholder så få ingredienser som muligt.

Arla oplever også, at flere og flere forbrugere gerne vil have medbestemmelse på, hvad malkekøer har fået at spise.

En tendens, Arla forventer vil sprede sig til andre markeder de kommende år.

”Naturlige fødevarer er kernen i Arlas forretning. Derfor var det et naturligt skridt for os at udfase foder med genmodificerede afgrøder til vores drikkemælk. Arla er sat i verden for at sikre så meget værdi for vores ejere som muligt. Derfor greb vi muligheden for at være de første på markedet, der kan garantere en danskproduceret drikkemælk fra køer, som ikke har fået GMO-foder,” siger Jakob B. Knudsen.

Faktaboks

  • Arla kan som første mejeri levere danskproduceret konventionel drikkemælk med garanti for, at køerne ikke har fået foder med genmodificerede afgrøder. At det er dansk mælk betyder, at mælken er fra danske køer produceret på danske gårde og på danske mejerier. Mælken er således dansk hele vejen fra ko til karton.
  • Fagbetegnelsen non-GM foder betyder, at køerne ikke er fodret med genmodificerede afgrøder. Dvs. at al mælk som udgangspunkt er fri for GMO. Der er altså ikke GMO i hverken den danske mælk eller andre mejeriprodukter, som forbrugerne finder ude i kølemontrerne i supermarkedet.
  • De økologiske landmænd anvender økologisk foder, som ikke indeholder genmodificerede afgrøder. Arlas udfasning af foder med genmodificerede afgrøder gælder udelukkende for de konventionelle landmænd, der leverer drikkemælk.
  • For at bane vej for udfasningen af GMO-foder har Arla betalt et tillæg på 1 eurocent pr. kg. konventionel mælk fra de landmænd, der skifter foder.
  • I dag består nul til ti procent af den samlede fodermængde af genmodificerede afgrøder. Det vil sige genmodificerede planter som fx soja, der bruges i kraftfoder, så køerne får nok protein.
  • Omfanget afhænger af, hvordan landmanden vælger at sammensætte foderet.
  • Non-GM raps, soja og hestebønner erstatter de genmodificerede protein afgrøder i foderet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle