Arlas kæmpe-satsning åbnet: Skal hente værdi på mælken

I pomp og pragt blev Arlas nye innovationshus åbnet med besøg af Kronprinsesse Mary, Esben Lunde Larsen og ministerbesøg fra Nigeria. ”Det skal bringe Arla ind i fremtiden,” lød det fra adm. direktør Peder Tuborgh.

Selvom regnen silede ned fra en grå himmel, var der udelukkende smil og glade dage fra Kronprinsesse Mary, da hun tidligere på dagen ankom til åbningen af Arlas nye innovationscenter.

Her skulle hun klippe snoren til det nye center til 270 mio. kr., og som er Arlas nyeste satsning, der skal fastholde og udbygge mejeriets position på verdensmarkedet i fremtiden.

”Vi er mægtig stolte over åbningen i dag, og vi vil med huset her bringe Arlas innovation op på et nyt niveau. Det er et løfte over for både Arlas ejere og samarbejdspartnere, at vi sammen, gennem eksperimenter og innovation, skal skabe fremtidens mejeriprodukter,” lød det fra Peder Tuborgh, koncerndirektør for Arla, under hans åbningstale.

”I 2050 vil vi være ni milliarder mennesker på jorden, og et af de store spørgsmål er, hvordan vi brødføder alle disse mennesker. Her vil innovation spille en essentiel rolle, og den vil spille en essentiel rolle i arbejdet mod at give kunderne det, de efterspørger – nemlig sunde produkter,” sagde han, inden at han og kronprinsessen blev ledsaget rundt på en tur i centrets laboratorier og fik en snak med de ledende laboranter og produktudviklere.

Her blev flere produkter og teknikker vist frem for delegationen, som så på med stor beundren.

Tiltrækker de sjove idéer

Arla Innovation Center, som det er blevet døbt, består bl.a. af et lille kompakt mejerianlæg med 50 forskellige maskiner, der kan udvikle alskens produkter, en række laboratorier og moderne kontorfaciliteter, hvor i alt 150 personer skal have deres dagligdag.

Centeret ligger i Agro Food Park i Skejby lige nord for Aarhus, og det er absolut ikke en tilfældighed.

”Vi er et langsigtet selskab, og vi har innovation mange steder, men allerede i 2012-2013 talte vi om, at vi skulle samle vores innovationsaktiviteter. Vi så, at der var et behov for at samle kompetencerne i et miljø, der skaber nye tanker og er drevet af innovation. Vi bygger det her i Aarhus, fordi vi her får det innovative miljø fra Agro Food Park og universitetet, og her kommer de sjove mennesker, som er fantastiske til at finde på nye produkter,” siger Åke Hantoft, bestyrelsesformand for Arla.

”Vi ser hele tiden, at vi skal skabe nye produkter, og vi ser tendensen med, at man drikker mindre og mindre mælk, men man spiser mere og mere mælk med ske i form af eksempelvis yoghurt og skyr. Og det er klart, at det er der, vi skal være med. Det hører fremtiden til, og det er her i huset, vi skal finde de fremtidige produkter, som vi kan få mere værdi ud af,” siger han.

Innovation er eneste vej frem

På dagen var også Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen mødt op.

”Mælk er ikke nødvendigvis det billigste produkt, men det er et af de sundeste og et af de mest bæredygtige, vi har. Det skal vi blive ved med at arbejde med, og i den sammenhæng er innovation den eneste vej fremad,” lød det fra Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle