Arlas tyske datterselskab tabte en milliard kr. i 2015

Mejerikoncernen har åbent fortalt, at Tyskland har været en klods om benet i den seneste tid, og nu viser et regnskab, at det største tyske datterselskab Arla Foods Deutschland GmbH bløder penge.

Rettet d. 22/3 kl. 13:22

Den tyske gren i Arla har flere gange været nævnt som et problembarn for mejerikoncernen, men der har aldrig været sat kroner og øre på problemets omfang.

Men nu viser et regnskab fra tyske Arla Foods Deutschland GmbH, at især 2015 har været en økonomisk styrtblødning for datterselskabet.

Her kom selskabet ud med et underskud på omtrent 132 mio. euro, svarende til 981 mio. kr. Året forinden, det vil sige i 2014, endte årsresultatet på et tab på 66 mio. euro, svarende til 490 mio. kr.

Det skriver svenske ATL efter at have gennemgået selskabets tyske regnskab.

I et interview med Landbrugsavisen fortæller Peter Giørtz-Carlsen, vicekoncernchef for Arlas europæiske forretninger, at det store underskud er et resultat af flere faktorer.

”2015 har været et specielt år med store overskudsmængder af mælk, eftervirkninger af den russiske embargo og kvoternes ophævelse, og det har selvfølgelig sat sig i priserne på det tyske marked. Derudover er Tyskland et land med store discountandele i detailhandlen og store private label-andele, og det er de ting, som både vi og vores konkurrenter har set effekterne af i både 2015 og 2016,” siger Peter Giørtz-Carlsen og uddyber:

”Vores brands tjener flere penge, skyren er nu blevet en væsentlig del af forretningen, og de elementer kører. Men det ændrer jo ikke ved det faktum, at når man kommer ind i et år, hvor der er så stort et pres, så sætter det sig i et meget konkurrencepræget marked. Det har vi været ramt af især i Tyskland, men også på andre markeder.”

Samlede tab på 2,3 mia. kr.

I Tyskland er indrapporteringsreglerne til de offentlige myndigheder en hel del anderledes end i Danmark, og derfor er det regnskabsrapporten for 2015, der netop blevet offentliggjort til de tyske myndigheder.

Af samme grund må man derfor væbne sig med tålmodighed det kommende år for at få indblik i, hvad resultatet for 2016 bliver. Dog skriver Arla Foods Deutschland GmbH i deres nyligt opgjorte regnskabsrapport, at de akkumulerede tab opgives til at være 310 mio. euro, svarende til 2,3 mia. kr. Det skriver ATL.

Arla opgiver ingen konkrete tal for de særskilte markeder, men Peter Giørtz-Carlsen bekræfter over for Landbrugsavisen, at 2016 også var et trægt år.

”Jeg kan ikke udtale mig om 2016 i konkrete tal, men jeg kan sige, at den effekt og det pres, vi så i 2015, fortsatte langt ind i 2016. I slutningen af året forbedrede markedet sig som bekendt, og mælkepriserne er nu igen på vej op, men vi ser stadig et 2016, som har været præget af de samme dynamikker langt ind i året,” siger han.

Det er dog vigtigt at notere sig, at Arla Foods Deutschland GmbH ikke dækker hele Arlas forretning i Tyskland, og at milliard-tabet derfor ikke er mejerikoncernens endelige resultat på det tyske marked. Datterselskabet dækker kun over dele af den tyske handel og inkluderer bl.a. ikke den voksende eksport til Asien og Afrika samt produktionen af eksempelvis Kærgården.

 

Rettelse: I den oprindelige artikel var skrevet, at Arla Foods Deutschland GmbH forventede et underskud på 310 mio. euro i 2016. Dette er forkert, og istedet er det det akkumulerede tab, der er opgivet til at lande på 310 mio. euro, svarende til 2,3 mia. kr.

Omsætningstal for Arlas tyske forretningsenhed:

ÅrMia. Euro
20100.28
20110.33
20120.60
20131.40
20141.44
20151.28
20161.22

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle