Arvede gård med 270 hektar: Har nu Danmarks første insektfarm

Heimdal Entofarm er Danmarks første insektfarm. Målet er at skabe en alternativ proteinkilde, men der er stadig lang vej endnu.

Kan man monstro have flere millioner dyreenheder på en dansk farm?

"Vi måler ikke i dyreenheder her. Vi regner i kilo," siger Dorte Svenstrup, direktør i Danmarks første insektfarm, Heimdal Entofarm.

"Og lige nu har vi cirka 200 kilo melorme, mens der er plads til flere tons."

Dorte Svenstrup er uddannet sygeplejeske og veterinærsygeplejeske, men sammen med Jørgen Hansen, Mads Friche og Jakob Mainz har hun nu begivet sig ud i at producere insekter som fødevarer. Jørgen Hansen har holdt hingste i længere tid, mens Mads friche og Jakob Mainz er uddannet i filosofi fra Aalborg Universitet. 

Dorte Svenstrup stod pludselig med tomme bygninger på slægtsgården Heimdal på 270 hektar. Hun ledte derfor efter noget at have i dem. Jørgen Hansen foreslog melorme, og så var det bare at komme i gang for Dorte Svenstrup. Det meste af jorden er i dag lejet ud til nabolandmanden.

Nu bor der på gården 200 kilo melorme i kasser af 60x30 centimeter i et temperaturreguleret lokale på 32 kvadratmeter. De spiser økologisk klid og ukurante grøntsager fra Danorganic.

"Vi har startet denne insektfarm op, så vi kan høste insekter og bruge dem og deres gode sammensætning til menneskeføde og dyrefoder. Jeg er fuldstændig sikker på, at der kommer et marked for det her," fortæller Dorte Svenstrup.

Under miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) besøg mandag blev der serveret flere delikate retter, hvor melorme var hovedingrediensen.

Stadig i opstartsfasen

Indtil videre er Heimdal Entofarm stadig i opstartsfasen og er endnu ikke begyndt at sælge melormene kommercielt. Men i tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen bliver Dorte Svenstrup og hendes team klogere hver dag.

"Vi bevæger os rundt på uberørt territorie, og der er en masse udfordringer, men vi ved, at der er et stort og interessant marked for insekter derude. Fødevarestyrelsen har været meget behjælpelig, og vi er blevet mere sikre på, hvad reglerne er," siger Dorte Svenstrup.

Heimdal Entofarm kan nu søge om godkendelse til at lave hele og forarbejdede dyr til menneskeføde, samt sælge hele dyr til dyrefoder. Men de må på matriklen ikke male melormene til mel.

Hun har ved opstart af Heimdal Entofarm været i dialog med en insektfarm i Holland, Proti-Farm, der har 35 års erfaring. Nu er det Dorte Svenstrups mål at hjælpe landmænd i Danmark med at starte insektfarme i fremtiden.

"Allerede nu kan vi vise, hvordan man kan gøre det. Mit ønske er, at vi kommer til at fylde staldene på gården og kan hjælpe andre med know-how, så andre landbrug kan overleve eller udvide ved at ændre noget af deres produktion om til insekter," siger Dorte Svenstrup.

Insektvelfærd?

Supermarkederne fjerner buræg fra hylderne, og svinekød skal have et dyrevelfærdsmærke. Men det er ikke noget, der bekymrer Dorte Svenstrup. Det er meget nemt at holde en høj insektvelfærd på sin farm, siger hun.

"Det er utroligt givende faktisk. Det flere orme, der går sammen, det bedre trives de. De kan bedst lide at ligge oven på hinanden i en stor dynge. Så der er ingen bekymring for deres velfærd," fortæller hun.

Man skal holde med temperaturen i kasserne, der må helst ikke blive for varmt i kasserne, så kan ormene finde på at smelte sammen. Desuden er det også vigtigt at holde øje med andre parametre som fugtighed, lys og mængde.  

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle