Avis: BL står bag Eva Kjers vandløbsplan

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er på vej med nye retningslinjer for kommunernes vedligeholdelse af mange tusinde kilometer vandløb rundt om i landet, og hun har netop udpeget en arbejdsgruppe til at udarbejde planen.

Ifølge avisen BT viser en aktindsigt, at store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for den nye arbejdsgruppe er inspireret fra et udkast fra Bæredygtigt Landbrug.

Bæredygtigt Landbrug ønsker - som Landbrug & Fødevarer - at sikre bedre afvanding.

Ifølge BT har Bæredygtigt Landbrug foreslået ministeren, at kommissoriet skulle indeholde denne sætning:

"Miljø- og Fødevareministeriet har på den baggrund besluttet, at rapporten skal revideres. Der skal udarbejdes en egentlig vejledning om grødeskæring og vandløbsforvaltning, der sikrer effektiv og velfungerende afvanding. Herudover skal den i videst muligt omfang tage hensyn til vandløbenes miljøtilstand."

Det er i ministerens kommissorium blevet til:

»Miljø- og Fødevareministeriet har på den baggrund besluttet, at der på baggrund af gældende lovgivning udarbejdes en vejledning om grødeskæring, hvor formålet er at sikre en effektiv og velfungerende afvanding - dog under hensyntagen til vandløbenes miljøtilstand.«

Eva Kjer inspireret af landbruget

Eva Kjer Hansen bekræfter over for BT, at hun er “inspireret” af landbrugets repræsentanter.

"Jeg tager gerne imod forslag fra borgere, virksomheder og organisationer. Hvis der er nogle rigtig gode formuleringer, har jeg intet problem med at anvende dem," siger hun til BT.

"Jeg mener sagtens, at man kan sikre vandafledning og fiskelivet i vandløbene. Det handler om at tænke sig om, når man grødeskærer."

Marker forsumper

Ifølge Bæredygtigt Landbrug er for meget grøde lige nu skyld i, at markerne oversvømmes og forsumper.

"I en 20-25-årig periode har grønne organisationer fejlagtigt ment, at alt vand er godt. Men vi kan se, at både vandløb, marker og sågar byer lider under det," siger BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen.

Han anser Eva Kjer Hansen for at være en "superminister".

Vil ødelægge miljøforbedringer

BT har interviewet Bent Lauge Madsen, pensioneret biolog fra Miljøministeriet og hovedmanden bag den danske vandløbslov fra 1982.

"Det springende punkt er, hvor meget hensyn man vil tage til miljøet, og som jeg læser kommissoriet, kan det kun fortolkes derhen, at afvanding af landmændenes marker skal have førsteprioritet. Der skal skæres mere grøde og graves mere i vandløbene, hvilket vil ødelægge de markante miljøforbedringer, vi har nået i nogle af disse strækninger," mener biologen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle