Avis: Kinesisk honning indeholdt fyldstoffer

Fødevarestyrelsens analyser viste, at fire ud af fem honningprøver fra dansk firma indeholdt tvivlsomme fyldstoffer.

Fødevarestyrelsen har fundet fyldstoffer i fire ud af fem prøver på honning importeret fra Kina. Scandic Food, der importerer honningen, har solgt det til supermarkederne, som har solgt det videre til forbrugere. Det skriver Ekstra Bladet i dag, tirsdag.

Sagen er startet, da Fødevarestyrelsen mødte uanmeldt op på Scandic Food-lageret i Vejle og tog prøver af fem slags honning.

Prøverne blev i oktober sendt til EU-kommissionens laboratorium i Frankrig, som i januar kom med resultatet. Analysen viste at fire ud af fem af honningprøverne ikke var honning, men et "svindelprodukt", skriver Ekstra Bladet. 

Direktøren for Scandic Food Torben Christensen afviser, at honningens indhold er tvivlsomt. 

"Fødevarestyrelsens test er ikke valid. En række laboratorier og de engelske og italienske myndigheder er enige: Testen, der er brugt, virker ikke," siger Torben Christensen.

Direktøren mener ikke, der er noget, der tyder på at Fødevarestyrelsen har ret i, at den importerede honning er en forfalsket vare. 

Scandic Food har ikke bedt de danske supermarkeder om at fjerne produkterne fra hylderne. Det er sikkert at spise, siger Torben Christensen til Ekstra Bladet.

Han har nu henvendt sig til Fødevareministeriets klagenævn om afgørelsen.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle