Økologisektionen kritiserer regeringen for manglende midler og overensstemmelse mellem deres ageren og politiske mål for økologi.
Formand i Landbrug & Fødevarers Økologisektion Uffe Bie kritiserede - i sin årsberetning ved Økologisektions Årsmøde tirsdag - regeringen for ikke at følge op på biogas. Som han mener kommer i naturlig forlængelse af regeringens nyligt lancerede ressourcestrategier.
»Det giver ikke mening at sige, at man vil biogassen og samtidig lancere en forsyningssikkerhedsafgift, der belaster erhvervet med 2,6 mia. kr. Det rimer heller ikke med klimaplanen, der vil en masse med udtaget jord, der skal plejes, og som passer glimrende med biogas. Og så kommer regeringen med et finanslovforslag, der ikke afsætter midler til at fremskynde den udvikling. Derfor, kære regering, der skal tænkes på tværs af ministerierne. Ellers vil det ikke virke,« sagde han.
Der er uoverensstemmelse
Regeringen blev også kritiseret, for manglende midler og uoverensstemmelse mellem deres målsætninger for økologien og deres handling, af piledyrker Henrik Bach.
»De sendte plantepolitiet på kontrol hos mig en uge efter, at jeg havde lagt om til økologi sidste år. Forsøger man at få nyerhvervede kunder i biksen, opfordrer jeg til, at man sender folk ud, der har mere almen dannelse. Det var ikke en rar oplevelse,« sagde han.
Han efterlyste desuden en pengepulje, der støtter innovationen i den økologiske produktion.
»Der er så megen iderigdom hos os økologiske producenter, men vi skal selv finansiere forskningen. Og det er dyrt. Politikere, jeg lover, at I får meget mere økologi og innovation for pengene, hvis I opretter en pengepulje, der støtter innovationen,« fortsatte han.
Han blev bakket op af næstformand i Økologisektionen Michael Svane. Han undrede sig over, at pengene til forskning er faldet fra 70 til 75 mio. kr. før 2010 til nuværende 40 mio. kr.
Politikerne vil gerne
Økologisektionen havde inviteret fødevareordførerne Erling Bonnesen (V), Per Clausen (EL) og Steen Gade (SF) til debat. De var alle positive over for økologien og forslaget om at afsætte flere midler til innovation.
»Alle politikere uanset politisk farve ønsker at sige ja til en pulje med flere penge til innovation i økologien og gøre vejen fra penge til produktion meget mere direkte. Men det er vanskeligt i praksis med den lovgivning, som vi har,« sagde Steen Gade.