Det giver mig et kick at præsentere en god ko

Køer har altid været en del af Jeppe Bruhn Andreasens liv. Han har deltaget på flere danske såvel som udenlandske dyrskuer og fascineres især af avlsarbejdet.

Det kunne være fedt at føre mine forældres gård videre, men det ligger slet ikke fast. Vi taler ikke så meget om det herhjemme, for ingen ved, hvad fremtiden bringer af muligheder. Derfor tager jeg en EUX for at bevare muligheden for at vælge noget helt andet.

Mine venner kan godt grine af, at jeg nogle gange vælger dem fra en søndag til fordel for at klippe haler eller dække ensilagestakke til. Men det er mit valg, og det respekterer de. Men vi er ikke mange med interesse for landbrug på efterskolen. Måske fem ud af 200. Det er lidt trist.

Hvis jeg køber gården, kan jeg lettere sige min far imod, for vi er ikke altid enige om, hvordan man skal passe køer. Men indtil videre er det jo ham, der bestemmer.

Det bedste, jeg ved, er at gå en tur ud til kalvene. Jeg kan bruge mange timer på at se på dem, og se hvordan de udvikler sig. Jeg kender flere af kalvenes forældre, og det er sjovt at se, hvordan kombinationer af genetik falder ud. Det fascinerer mig enormt, at vi kan gøre de næste generationer bedre end de foregående.

Fælles på dyrskuerne

Mine forældre har altid været landmænd, og da vi var mindre, var vi med i stalden i weekenden. Det var hyggeligt, at hele familien kunne være sammen om at fodre og malke.

Efterhånden som mine forældre har fået flere køer og ansatte, er det blevet sværere at finde plads til at inddrage børn i det daglige arbejde. Køerne og de ansatte har faste rutiner, og dér passer børn ikke altid ind.

I stedet er dyrskuerne blevet vores fælles hobby. Vi hjælper hinanden med at klargøre og vise køerne frem. Det er næsten bedre end ferie.

Jeg har brugt mange eftermiddage på at vaske og klippe køer, også selvom de ikke skulle udstilles. Men det giver mig et kick at få en ko til at præsentere sig rigtig godt. I 2015 hjalp jeg en bekendt med at klargøre holsteinkøer på Tysklands nationale dyrskue. Det var en fed oplevelse.

Altid jobs til ko-nørder

Jeg har altid drømt om at skulle arbejde med køer. Måske lige undtagen det år, hvor jeg blev konfirmeret. Da vidste jeg ikke helt, hvad jeg ville. Men nu har jeg meldt mig til et EUX-forløb, hvor jeg i løbet af fire år både bliver landmand og får en HF.

Jeg vil helst arbejde med køer, og jeg tror, at der altid vil være et godt job til en kvægnørd. Måske som driftsleder, hvor man både kan bestemme, hvordan køerne skal passes, få ansvar for ansatte og få en fast løn.

Jeg glæder mig vildt meget til at starte på landmandsuddannelsen. Jeg glæder mig til en hverdag med fag, som interesserer mig og til at møde andre med interesse i køer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle