Af MF Anni Matthiesen (V) Naturordfører og MF Erling Bonnesen (V) Miljø- og Fødevareordfører.
Torsdag 7. december vedtog vi i Folketinget en ny jagt- og vildtforvaltningslov. En lov, som skal sikre bedre samspil mellem jagt, natur og landbrug.
Med den nye lov sørger vores regering for en mere langsigtet og bæredygtig forvaltning af vores vildt. Natur og dyr skal ikke lide overlast. Og det skal ikke kun være muligt at gå på jagt i dag – men også i fremtiden.
Vores jagt- og vildtforvaltning skal i højere grad bidrage til at løse problemer med skader på landmænds afgrøder. F.eks. forårsager kronvildt omfattende skader på landbrugets afgrøder mange steder i landet. De skader skal vi minimere mest muligt.
Mange går på jagt
Omkring 177.000 danskere indløser hvert år et jagttegn. Det er rigtig mange mennesker, som bruger naturen til at gå på jagt i. Derfor er det også vigtigt, at vi forvalter jagt så effektivt og vidensbaseret som muligt. Vi har brug for mere viden om forskellige jagtformer, og derfor vil Miljø- og Fødevareministeriet igangsætte nogle forsøgsordninger.
Vi synes ikke, det kan passe, at vi skal forbyde jagtformer, der ellers er gode erfaringer med i andre lande.
Jægerne skal ikke begrænses uden grund
Med den nye lov vil vi bl.a. gøre det muligt at drive jagt med visse typer rovfugle. Vi vil igangsætte forsøg med buejagt på større hjortevildt. Hvis det viser sig, at buejagt på eksempelvis sikavildt, dåvildt og kronvildt er dyretisk korrekt, så mener vi ikke, vi skal begrænse vores jægere uden grund.
Alt i alt glæder vi os over, at vi med den nye lov får lavet initiativer, der skal gøre det lettere at være jæger og samtidig skal sørge for, at vi passer bedst muligt på natur og landbrug.