Det næste naturgenopretningsprojekt skal efter vores mening ligge tæt på København, så så mange mennesker som muligt kan få gavn af det. Det er vigtigt med bynær natur, og så skal det også ligge et sted med store naturværdier, og et sted hvor der er gode trafikforbindelser, så københavnerne har mulighed for at komme ud og nyde det. Det er ligeledes vigtigt, at vi sender et signal til omverdenen om, at vi i Danmark tager naturen alvorligt. Og sidst, men ikke mindst, skal det reparere nogle af de ar, vi førhen har lavet i vores tankeløse omgang med naturen.
Vores forslag er kort og godt, at det næste danske naturgenopretningsprojekt skal omfatte kyststrækningen fra København og nordpå op til og med Rungsted.
Vi har her at gøre med noget af det flotteste natur overhovedet i Danmark, der i den grad er blevet skamferet af menneskelig aktivitet gennem tiden. Der ligger den ene villa efter den anden helt ud til strandkanten, noget man aldrig havde fået lov til at bygge i dag. Derfor kan vi gøre det godt igen ved at føre det tilbage til naturtilstanden. Det kommende naturområde vil ligge lige midt i det tættest befolkede område i Danmark, derfor er der rigtig mange, der vil have gavn af det.
Trafikforbindelserne er også gode, da der både er jernbane og gode vejforbindelser, om end det nok vil blive nødvendigt at sløjfe en del af Strandvejen. Det bør ikke være noget problem, for der er masser af andre, gode veje i området. Internationalt set vil det også sende et signal om, at vi danskere tager naturen alvorligt, så vore politikere virkelig kan pudse deres grønne glorie.
Det vil naturligvis give anledning til en del protester blandt lokalbefolkningen, men de må jo kunne forstå, at det er vigtigt, at vi alle sammen gør noget for naturen, og at den, specielt der hvor de bor, er meget presset. De skal selvfølgelig have fuld kompensation for de tab, de måtte lide, så de bliver i stand til at købe et tilsvarende hus af samme størrelse et andet sted i Danmark. Samtidig er det også vigtigt, at vi ikke lader lokalbefolkningen stå i vejen for et så vigtigt projekt for os selv, vore børn og vore børnebørn. Det er vigtigt, at vi efterlader noget rigtig natur til dem.
Se, det er et rigtigt naturprojekt, ligesom dem vi kender så godt her i Vestdanmark.