»Vi har solgt samblandinger af såsæd og gødning i fem år og har rigtig gode erfaringer med det,« siger Troels Melvang fra Vestjyllands Andel.
Han tilføjer dog, at de i starten havde lidt problemer med samblandinger af såsæd og svovlsur ammoniak. Derfor er Vestjyllands Andel gået over til en NS 26-14 og en NP 20-9-0 med svovl. Gødninger, som gennem en årrække ikke har givet problemer i forbindelse med samsåningen.
»Ved samblanding af såsæd og gødning er det vigtigt at bruge kvalitetsgødning med stærke gødningskorn og gødninger uden støv og smuds, som kan trække fugt,« siger Troels Melvang.
De to gødninger, som Vestjyllands Andel sælger iblandet såsæd, er begge sure gødninger, som har en positiv effekt i forhold til at afhjælpe manganmangel.
Tilpasset såmaskinerne
»I de samblandinger, vi sælger, har vi blandet 150 kg udsæd med 100 kg gødning. Ved et plantetal på 275 pr. kvadratmeter til maltbyg og 300 pr. kvadratmeter til foderbyg svarer det til, at såmaskinen skal udså samlet cirka 250 kg pr. hektar,« siger Troels Melvang.
Mængden af gødning er dels tilpasset ud fra, at nogle såmaskiner har svært ved at så mere end 270 kg ud pr. hektar, dels, at en stor mængde gødning vil gå ud over såkapaciteten. Derudover er der valgt gødninger med svovl, så landmanden ved den efterfølgende gødskning har let ved at dække vårbyggens svovlbehov med en billig NS-gødning.
Gevinst ved samsåning
»Ved at samså såsæd og gødning bliver gødningskornene placeret lige ved siden af kernerne. I gødningen med fosfor er erfaringen, at fosfor er med til at booste vårbyggens vækst og sikre en bedre buskning. Især på kolde jorder hvor fosfor er meget imobilt,« siger Troels Melvang.
Kommentarer