Tre spørgsmål til Rasmus Jarlov

Hvordan sikrer vi de nødvendige generationsskifter i landbruget?

Det gør vi først og fremmest ved at fjerne skatten på generationsskifte helt og aldeles. Vi havde succes med at få den nedsat til 5 procent, og havde vi genvundet magten ved seneste valg, så ville vi fjerne bo- og gaveafgiften fuldstændig.

Desværre vil den røde regering hæve afgiften til 15 procent, hvilket vil gå hårdt ud over de familieejede landbrug. 12.000-14.000 landbrugsbedrifter vil få behov for et ejerskifte inden for de næste 10 år, og flere af dem risikerer at blive ramt af en højere skat, hvis Socialdemokraterne fører sin politik igennem.

Hvorfor er bo- og gaveafgiften set med konservative øjne urimelig?

Når en virksomhed går i arv, har den næste generation brug for det bedst mulige afsæt. Det kan være investeringer i nye maskiner, mandskab eller flere kreaturer.

Det er jo ikke sådan, at landbruget bliver mere værd, fordi ejerskabet går i arv.

Når man har bygget noget op, så skal man også kunne give det videre, uden at staten skal kræve sin del af virksomheden. Ser vi på de danske landbrug, så er der behov for en generationsskifte mange steder, og vi frygter, at en højere skat vil bremse generationsskiftet de kommende år.

Hvilke politiske muligheder for justering af regeringens forhøjelse af bo- og gaveafgiften ser du?

Med den nuværende regering ser det desværre dystert ud. Vi har sagt, at en højere arveafgift vil få konsekvenser for erhvervslivet. I vores nabolande har man fjernet skatten på generationsskifte, og vi vil fortsat kæmpe for, at Danmark går i den samme retning.

Jeg tror desværre, at vi vil se en højere bo- og gaveafgift de kommende år, når nu de røde partier sidder på flertallet på Christiansborg. Forhåbentlig kan vi finde andre løsninger på, hvordan vi hjælper de næste generationer ind i dansk landbrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle