Bankerne siger ofte nej til at låne unge landmænd penge til at få foden under eget bord. Men de unge har selv en stor del af ansvaret, mener LandboUngdoms formand.
Man hører det hele tiden: Bankerne og kreditforeningerne vil ikke låne de unge landmænd penge, så de kan købe deres første gård.
Men en væsentlig del af ansvaret for bankernes afslag ligger hos de unge selv: Tit og ofte er de simpelthen for dårligt klædt på til det afgørende møde i banken eller kreditforeningen. Det mener Svend Nygaard, formand for LandboUngdom.
»Uprofessionelle«
»Det jeg hører, når jeg taler med bankerne, er, at de unge er for uprofessionelle. De forsømmer at udarbejde en grundig risikovurdering af, hvad de vil gøre, hvis mælkeprisen eller svinenoteringen falder, og en ordentlig tekst om, hvad de vil med ejendommen,« siger Svend Nygaard.
»Det er ellers noget, de unge lærer på landbrugsskolerne. Men de tager det ikke med i banken,« siger han.
»Det er en stor skam, for bankerne lægger stor vægt på, om den unge har gjort sit forarbejde ordentligt. Og når man skal i banken for at låne 30, 40 eller 50 millioner kroner, så skal forarbejdet sgu være i orden! Det er det ikke, hvis man har skrevet en halv A4-side og lagt budget for fem år!«
En stor eksamen
Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, nikker genkendende til kritikken.
»De unge står selv med et kæmpe ansvar, når de skal ud og låne. Og de skal være meget bevidste om, at det er en afgørende eksamen, de skal til, når de tager til mødet med banken. Derfor vil det ofte kunne betale sig at tage et par ekstra timer med en rådgiver, så man virkelig får spidset pennen,« siger hun.
»I mange andre fag bliver man testet, målt og vejet bare for at få en praktikplads. Så selvfølgelig skal en ung landmand, der vil låne millioner, også være topforberedt,« siger Lone Andersen.
Troværdighed afgørende
I Nordea bekræfter landbrugschef Søren Porsbjerg, at den unges skriftlige præsentation kan blive afgørende for, om det bliver et ja eller nej.
»Det er meget væsentligt, at den unge kommer og præsenterer en god forretningsplan og kan forklare, hvad han vil med sin bedrift og med sit liv som landmand. Et papir, som er gennemarbejdet og stavet rigtigt, er også med til at øge troværdigheden. Det papir er faktisk et af de vigtigste parametre for at overbevise banken om, at det her er noget, den unge kan og vil få til at lykkes.«
Faktaboks
Købers marked
- December og januar er ud fra en kynisk betragtning det optimale tidspunkt for mange unge at købe gård i.
- Årsagen er ifølge Svend Nygaard, at bankerne sætter ekstra mange overtagne landbrug til salg, når EU-støtten er i hus.