Vent med uddannelses-aftalerne

Der er både økonomiske og personalemæssige fordele ved at vente med uddannelsesaftalerne, til grundforløbet er overstået.

Vil du spare penge på eleverne, så vent med at lave en uddannelsesaftale til de er færdige med grundforløbet på 20 uger. Sådan lød rådet fra Landbrug & Fødevarers viceformand, Niels Jørgen Pedersen, i sidste uges udgave af LandbrugsAvisen.

Og der er da også penge at spare. Ifølge Landbrug & Fødevarers beregninger venter der en besparelse på omkring 14.000 kr. over de 20 uger, hvis uddannelsesaftalen bliver udskudt til efter grundforløbet.

"Vi skal forholde os til den måde, som uddannelsen er skruet sammen, og hvis det ikke skal blive for dyrt at have elever, er vi nødt til at vente med uddannelsesaftalen," siger Niels Jørgen Pedersen.

Bedre match

Der er dog ikke kun en økonomisk gevinst at hente, hvis man venter med at lave en aftale, til grundforløbet er overstået. Det kan også blive en fordel, når eleverne skal finde praktikpladser.

"Gennem grundforløbet kan skolen se, hvilken elev det er, de har med at gøre. Hvad kan han, og hvor passer han hen? Har vi det rigtige samarbejde mellem skole, landmand og elev, vil det være gavnligt, så også her giver det god mening at vente," siger Niels Jørgen Pedersen.

Han tror, at der fortsat vil være få landmænd, som laver uddannelsesaftaler inden grundforløbet, hvis eleven tidligere har hjulpet på bedriften, eller der er andre relationer. Men ellers vil mønstret komme til at ligne de andre erhvervsuddannelser, som landbrugsuddannelsen er blevet harmoniseret med.

"Da vi lavede denne uddannelse, var det for at komme til at ligne andre, og det er de færreste tømrere eller murere, som laver aftaler inden grundforløbet. Jeg tror også, at det vil blive mere almindeligt, at eleven er ved samme arbejdsgiver hele uddannelsesforløbet, og på den måde vil de første år tjene sig ind igen, når eleven har fået mere erfaring senere i forløbet," siger Niels Jørgen Pedersen.

kristoffersen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle