Børn skal lære at bekæmpe madspild

Årets 125 Madskoler har i år fokus på at mindske madspild. De første Madskoler begynder i dag.

I dag begynder de første af sommerens 125 Madskoler. I løbet af Madskoleugen skal børnene selv hakke grøntsager, stege og brase. De bliver præsenteret for nye råvarer i køkkenet og får viden om, hvor maden kommer fra. Alle Madskoler er baseret på frivillig arbejdskraft og over 500 frivillige trækker i forklædet for at give de lidt over 2.000 madglade børn en lærerig uge.

Ifølge sidste års forældreevaluering er Madskolerne med til at give børnene større mod på at lave mad, lyst til at smage på nye retter og fortsætte madlavningen derhjemme – både med og uden forældrene. Men det er ikke kun mad, der står på programmet. Hver dag byder på fysiske aktiviteter, lege og undervisning i sundhed og ernæring ligesom en ekskursion er indlagt i løbet af ugen. Sidst på ugen disker børnene op med det bedste, de har lært, og så bliver der afholdt en fest på Madskolen for forældre og søskende.

Line Damsgaard, der er projektkoordinator på Madskolerne, siger:

”Den bedste kur mod kræsenhed er selv at være med til at lave maden. Så kræsne børn er særligt velkomne på Madskolerne. Når børnene ved mere om råvarerne, og hvor forskelligt de kan smage alt efter tilberedning, er de godt på vej til et sundt liv.”

I år har Madskolerne særligt fokus på at bekæmpe madspild.

”Hvis vi skal gøre noget ved madspildsudfordringen herhjemme, er det vigtigt, at både børn og voksne har fokus på at bruge maden fuldt ud. Det vil vi gerne hjælpe til med via Madskolerne, og derfor er madspild en vigtig del af programmet i år,” siger Line Damsgaard.

Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen ’Stop Spild Af Mad’, siger:

”Børn er fremtidens forbrugere. Derfor er det vigtigt, at de bliver bevidste om problemet med madspild i en tidlig alder. Vi ser heldigvis tit, at Madskolerne har en positiv afsmittende effekt på børnene, for de begynder faktisk at opdrage på forældrene i forhold til madspild, fordi de har fået et bedre kendskab til råvarerne på Madskolen.”

Madskolerne, der arrangeres af ungdomsforeningen 4H i et samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000, er for alle børn i 8-12-års alderen. Undervisningen foregår i dagtimerne fra mandag til fredag.

Se en oversigt over de 125 Madskoler hér

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle