Bankdirektør: Afsat svinelandmand levede ikke op til vores forventninger

Det var utilfredshed med svineproducentens økonomiske resultater, der lå til grund for, at Den Jyske Sparekasse i onsdags valgte at fyre Bernhard Mortensen som direktør for sit eget svinebrug.

”Vi har en række økonomiske forventninger til, hvordan et så stort og forholdsvis opdateret svinebrug skal performe, og det tror vi bedst gøres med en anden ledelse,” siger en fåmælt Claus E. Petersen, adm. direktør i Den Jyske Sparekasse.

”Jeg vil nødig gå i detaljer, andet end at jeg vil sige, at vi har forholdsvis høje forventninger til, hvad man kan producere med sådan et,” siger han.

Eftergivet 100 mio. kr. i gæld

I onsdags fortalte Landbrugsavisen, hvordan svineproducent Bernhard Mortensen var blevet udskiftet som leder for sin egen bedrift, der alene på adressen i Grindsted har en besætning på over 2000 søer.

Det er ikke unormalt at landmanden fortsat bliver sat til at drivet landbruget, selvom banken har overtaget, men det er ikke tilfældet her.

”Ofte har der været en pasningsaftale, men her er det ikke tilfældet. Der var en aftale, alle parter troede var langsigtet, men den var altså ikke længere end her,” siger Claus E. Petersen, adm. direktør i Den Jyske Sparekasse.

Ejer fortsat bedriften

Selvom Bernhard Mortensen er afsat som direktør, så er han stadig den formelle ejer af samtlige aktier i selskabet Mortensen Agro A/S, der står bag det store svinelandbrug.

Og ifølge advokat Torben Korsager Andersen, bestyrelsesformand i selskabet, er der ikke umiddelbart planer om at ændre på det faktum med det samme.

"Der er jo sat en ny ledelse ind, som er sat ind med sparekassens opbakning, og det er den nye ledelse, der driver bruget - men der er ikke ændret ved det formelle ejerforhold," siger han.

Bestyrelsesformanden siger, at der ingen aktuelle planer er om en ændring i ejerskabet.

Tidligere blev Bernhard Mortensen landskendt i de danske medier, da det i 2014 kom frem, at Den Jyske Sparekasse havde eftergivet knap 100 mio. kr. i gæld til den midtjyske svineproducent.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bernhard Mortensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle