Billige jordbær: Avlerne er glade for køligere vejr

Weekendens varmegrader har for alvor sat skub i den danske jordbærsæson, men jordbæravlerne er glade for at det ikke fortsætter med de helt høje temperaturer.

Cirka midtvejs i den danske jordbærsæson og efter det rigtig varme vejr i weekenden er der nu fuld fart på de danske jordbær.

»Ja, varmen sætter jo gang i modningen, så der er store mængder at plukke nu, og der bør være rigelig med danske jordbær i butikkerne nu,« fortæller Søren Olesen, jordbæravler og formand for Brancheudvalget for Frugt og Grønt.

»Vi er glade for, at det nu bliver lidt køligere igen. Det er bedre, for så modner bærrene lidt langsommere og sæsonen strækkes over en lidt længere periode. Desuden er det lidt nemmere at få dem plukket på det rigtige tidspunkt, når det går langsommere,« forklarer han.

3 uger endnu

En af de tidligt modne sorter, Honey Eye, er stort set slut nu og andre sorter som Sonata har overtaget i øjeblikket.

»Sorten Florence kommer senere. Vi har første pluk på den i morgen, og så tager den over de næste par uger,« siger Søren Olesen.

Han forventer, at der er danske jordbær i større mængder i butikkerne i ca. tre uger endnu - alt afhængig af vejret. Jo koldere vejr, jo længere holder jordbærsæsonen, og den sidste sort, Søren Olesen har, hedder Malvina.

En middelgod sæson

Den kolde start på sæsonen, der startede flere uger senere end i 2014, gjorde det svært at få en ordentlig størrelse på jordbærrene og Søren Olesen forventer en middelgod sæson.

»Der har jo ikke været nogle ekstremer, der har ødelagt bærrene, så selvfølgelig er det lidt tidligt at konkludere, men en middel sæson på både pris og mængde,« siger han.

Billige jordbær netop nu

Priserne på jordbær er meget et øjebliksbillede. Det varme vejr i weekenden har fået priserne til at droppe, og netop nu vil man nogle steder kunne købe en bakke jordbær til under 20 kr., mener Søren Olesen.

»Det går meget op og ned, men jeg håber, at vi hen midt på ugen igen kan komme op omkring 25 kr. pr. bakke i udsalgspris så vi kan få en fair gennemsnitspris på sæsonen,«siger han.

Han fortæller, at han i startperioden fik fornuftige priser på grund af det mindre udbud generelt. Han vil dog ikke ud med hans egen afregningspris.

Fint med 20-25 grader

Hos jordbæravler Iver Krogh fra Østergaard Frugt og Grønt på Als i Sønderjylland er det stort set samme billede, der tegner sig. Ligesom Søren Olesen er han glad for køligere vejr igen.

»Det er fint med 20-25 grader, så modnes de i et godt tempo,« siger iver Krogh.

Han vurderer, at kilomæssigt bliver sæsonen mindre i år, og at selve sæsonen også bliver kortere.

»Det var koldt under bestøvningen og koldt i starten af sæsonen, så derfor har bærrene været mindre. Desuden startede vi først 11. juni i år, hvor det var 26. maj sidste år,« siger han.

Han forventer, at hans plukkesæson kun vil vare 2-2,5 måned i år - mod tre måneder sidste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle