Biogasanlæg til 230 mio. kr. opføres nu

Fra januar 2017 tager de store maskiner over, og dermed er opførelsen af det storstilede Korskro-projekt for alvor i gang.

Der er endnu ikke meget at se på det 12 hektar store jordlod ved Korskroen. Over de næste tre måneder skal der arbejdes med jord, beton og udpeges leverandører af de syv styks 25 meter høje ståltanke, der fra næste år skal levere biogassen fra det fuldautomatiserede biogasanlæg.

Og trods vintersæsonen er anlægsarbejdet kommet godt fra start, siger teknisk direktør Hans Henrik Dahl Andersen fra Nature Energy i en pressemeddelelse.

Anlægget kommer til at koste omkring 230 mio. kr. at opføre, og Nature Energy estimerer, at der vil være op mod 50 mand på byggepladsen, når der er flest. Derudover vil der genereres knap 20 faste arbejdspladser i driften, hvoraf 10-12 vil være chauffører.

”Der er altid lidt større usikkerhed forbundet med at bygge her om vinteren, men vi er kommet godt fra start og får over de kommende uger rømmet jord af grunden. Først i marts kan opførelsen af de lavere lagertanke sættes i gang, og når vi kommer til 1. april, får vi betonfundamenter etableret, så vi er klar til opførelse af de høje udrådningstanke, hvor de forskellige biomasser bliver til rå biogas. ”

I alt skal 22 mio. kubikmeter grøn gas fra foråret 2018 sendes på det landsdækkende gasnet, og det giver dermed projektet ca. 12. måneder til de første læs gylle skal køres ind i på anlægget. Det  bekymrer dog ikke Hans Henrik Dahl Andersen.

”Vi forventer en god og smidig byggeproces. Der vil være tidspunkter med rigtig mange folk på pladsen, men vi har gjort det her nogle gange efterhånden, og selvom anlægget i Korskro er vores største til dato, ændrer det ikke væsentligt på vores arbejdsgange – der er bare lidt flere byggeklodser og lidt flere folk denne gang. Når vi skal have fyldt reaktorerne i foråret, vil det selvfølgelig kræve lidt ekstra planlægning for ikke at forstyrre den almindelige drift hos leverandørerne i gødskningssæsonen – men det tager vi højde for. ”

Nature Energy Korskro bliver Danmarks største biogasanlæg og får kapacitet til at aftage i alt ca. 750.000 ton biomasse om året. Heraf vil størstedelen komme fra landbruget, der bliver medejere i anlægget.

Leverandørformand Henning Ø. Bloch følger byggefasen nøje og glæder sig over, at anlægget nu kan ses konkret:

”Det er et godt håndfast bevis på, at vi er i gang”, siger Henning Bloch, ”og fra leverandørforeningen forventer vi da også, at det vil få et par ekstra leverandører til at gå med i anlægget. Det er nemmere for dem nu, end når vi først er i drift, og jo flere vi er, jo større fordele får alle. ”

 

Faktaboks

2017

Januar: Afrømning af jord på pladsen

Februar: Etablering af lagertanke i beton

April: Etablering af udrådningstanke

Maj: Etablering af øvrige bygninger, rør og vvs-arbejder

2018

Januar: tilførsel af podemateriale

Februar: Første grønne gas på nettet fra Korskro

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle