Biolog: Naturen skades af krondyr-jagt

Jagt på krondyr kan skade naturen. Sådan lyder det fra biolog.

Når Naturstyrelsen giver lov til at skyde dobbelt så mange krondyr i Rold Skov som normalt, så går det ud over naturen, lyder det fra en biolog. Det fortæller DR P4 Nordjylland.

"Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det så også er i naturens interesse at skære ned på bestanden af krondyr," siger Rasmus Ejrnæs biolog og seniorforsker ved Aarhus Universitet til DR P4 Nordjylland.

I Rold Skov skal der i jagtsæsonen indtil slutningen af januar skydes omkring 300 krondyr - cirka dobbelt så mange som normalt. Men ifølge biologen er de mange krondyr med til at sikre skovens rige natur.

"Set ud fra et synspunkt med, at man gerne vil bevare mangfoldigheden af dyr, planter og svampe i den danske natur ville det være fint at have nogle flere krondyr," siger han til DR P4 Nordjylland.

Krondyrene spiser nemlig de mindste træskud og sikrer dermed lys til de største træer, der vokser sig store og gamle. Hvis træerne får lov at falde naturligt og blive liggende, så skaber det grobund for nyt dyre- og planteliv.

Uenig skovfoged

Men dyrene er blevet en for stor belastning for lokale landmænd og skovejere. De nedtramper afgrøder og spiser træer, som efterfølgende ikke kan bruges til tømmer.

Derfor har Skovfoged ved Nørlund Gods i Rold Skov, Jan Christensen, ikke meget til overs for biologens kritik.

"Forskellen på biologen og jeg er, at han jo ikke skal leve af det. Så det er en nem udtalelse at komme med," siger han til DR P4 Nordjylland.

Det er Naturstyrelsen, der både skal sikre biodiversitet i naturen og samtidig servicere de lokale interesser i skoven. Her er der ikke udsigt til at ændre beslutningen om at beskære bestanden af krondyr.

"Vi skal finde den der balance, så man både har et rentabelt landbrug op mod skoven og samtidig har en fornuftig bestand af dyr, som folk kan opleve, når de går en tur i skoven," siger Ivar Høst, vildtkonsulent i Naturstyrelsen Himmerland til DR P4 Nordjylland.

Emneord

jagt

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle