BL politianmelder debattør efter hacker-anklage

Redaktøren bag hjemmesiden Sickpigs.dk hævder at kunne spore et hackerangreb til Bæredygtigt Landbrug, og nu har han fået en politianmeldelse.

Mandag var hjemmesiden Sickpigs.dk, hvor debattør Knud Haugsmark publicerer kritiske indlæg om intensivt landbrug, lagt ned nogle timer.

Det fik Knud Haugsmark, der er redaktør på hjemmesiden, til at skrive:

"På grund af et ondsindet hackerangreb, som vi har sporet til Bæredygtigt Landbrug, var sickpigs.dk desværre nede i nogle timer i dag den 19. september 2016."

Han beskriver angrebet som "temmelig amatøragtigt", og det tog "kun kort tid fjerne de inficerede filer".

"Det hjælper ikke at lukke munden på budbringeren, skulle vi hilse de bæredygtige og sige.  Men disse tabernaturer har næppe hjerne til at fatte det," skriver Knud Haugsmark videre.

Beskyldningen er Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, stærkt utilfreds med.

"Den halve snes ansatte, vi har i BL, har i øvrigt baggrund som bl.a. faglært landmand, kontorassistent, jurist, journalist samt bachelor i jordbrug. Endnu mangler vi it-kyndige hackere…," skriver Flemming Fuglede Jørgensen i sit nyhedsbrev.

Bæredygtigt Landbrug har nu politianmeldt Knud Haugsmark.

Knud Haugsmark tager politianmeldelsen med ro.

"Han har jo ikke anlagt sag. Jeg tror ikke, den offentlige anklager vil tage sådan en sag alvorligt," siger Knud Haugsmark.

Han afviser i øvrigt, at han har beskyldt Bæredygtigt Landbrug for at stå bag hackerangrebet.

Jeg må indrømme, at sådan opfattede jeg det også...

"Det er fordi, I ikke er dygtige til dansk…," siger Knud Haugsmark.

"At man skriver, at noget kan spores til nogen, betyder ikke, at man beskylder dem for at stå bag," siger han.

Han vil ikke svare på, om han mener, at angrebet kan spores til Bæredygtigt Landbrugs IP-adresse - en digital forbindelse - eller i øvrigt kommentere, hvordan han kan spore angrebet til Bæredygtigt Landbrug.

Han siger, at han har beviser, men vil ikke udlevere dem til Landbrugsavisen.dk eller Bæredygtigt Landbrug.

"Det kan jeg bevise når som helst, hvis det kræves, men jeg skal ikke stå til regnskab for alle mulige organisationer, der måtte kræve det," siger Knud Haugsmark.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle