Bliver 2017 et rekordår?

Stigende noteringer for både smågrise og slagtesvin den seneste tid kan danne grobund for et superår.

2017 er startet helt fantastisk for landets svineproducenter.

For særligt soholderne, der eksporterer deres smågrise - og det er der flere og flere, der gør - kan 2017 blive et helt fantastisk år.

Lad os kigge lidt på noteringerne.

I de seneste 12 uger er Nord-West-noteringen i Tyskland, der omhandler prisen for 25 kgs-grise, på 468 kroner mod 418 kroner i gennemsnit for de seneste 12 måneder. Tallene er omregnet, så de svarer til 30 kgs-grise.

Tilsvarende er de danske noteringer i top for smågrise. SPF-puljegrise PRRS-negativ har ramt 493 kroner i snit over de seneste 12 uger, mens afregningen har ramt 421 kroner over de seneste 12 måneder. Typisk skal der lægges et tillæg til disse priser.

Særligt den seneste tid har noteringerne i både Danmark og Tyskland ramt historiske niveauer - og sammenholdt med relativt lave foderpriser og en fremstillingspris i niveauet 350 kroner - så er der alt mulig grund til at tjene penge på smågrise for tiden.

Spørgsmålet er, hvor længe niveauet med de høje smågrisepriser holder - men foreløbig er tendensen god og priserne langt højere end tidligere niveauer i gennemsnit.

Kigger man tilbage på de seneste fem-seks års noteringshistorik er der typisk fald i priserne omkring uge 20-21. Men det er langt fra gældende for alle årene.

For slagtesvineproducenter har året været lidt mere blandet. For dem, der køber grise gennem puljen, har det ikke været sjovt. For dem med faste aftaler og afregning efter beregnet notering har man kunnet glæde sig over en slagtesvinenotering, der endelig har ramt 11 kroners-niveauet.

Godt og vigtigt, hvis der skal gøres nogle forhåbninger om at fastholde omfanget af slagtesvin i Danmark.

Igen i år bliver det interessant at følge kinesernes appetit på svinekød - som bliver en vigtig faktor for, at priserne kan holdes høje i Europa.

Spændende bliver det også at se konsekvensen på noteringerne af Ticans tilbud om plus 50 øre for nye leverandører frem til jul. Om det giver yderligere kamp om slagtesvinene, bliver i hvert fald interessant at følge.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle