Britisk sprøjte udviklet til danske behov

Ny trailersprøjte fra engelske Knight skal løfte arven efter hedengangne Scan-Sprayer.

For sprøjtespecialist Finn Søndergaard var det af flere grunde en sorgens dag, da Scan-Agro i 2014 gik konkurs og Scan-Sprayer som mærke forsvandt fra landkortet. Men i dag ser salgs- og marketingchef Finn Søndergaard hos Brdr. Toft i Sabro de nye Knight-sprøjter som den naturlige arvtager.

»Jeg solgte i alt over 500 Scan-Sprayer sprøjter i hele Skandinavien, dog primært i Danmark, og jeg har en god kontakt til rigtig mange Scan-Sprayer kunder. En af de væsentlige styrker ved Scan-Sprayer var den stærke og stabile bom udviklet af Knight og den enkle opbygning, og mange kunder har spurgt mig om muligheden for at få en ny sprøjte med samme kvaliteter,« siger Finn Søndergaard.

»Vi har derfor arbejdet med Knight på at udvikle en ny model, der bedre matcher det bredere danske behov, og det er den model kaldet Xplorer, der nu introduceres i Skandinavien,« siger Finn Søndergaard.

Den nye Xplorer trailersprøjte kan leveres med to tankstørrelser på henholdsvis 3.300 og 4.400 liter – begge med en rentvandstank på 300 liter. Tanken har en lav profil og er udført i polyethylen. Sprøjten har pæn frihøjde og glat underside, der minimerer afgrødebeskadigelsen.

Bommen på den nye Xplorer benævnes 3-serie og er en dobbeltfold bom i bredder fra 24 til 30 meter. Sprøjten er som standard udstyret med en Bravo 400S kørselsafhængig computer med joystick betjening. Den kan som tilbehør leveres med GPS sektionskontrol og bomhøjdeautomatik med to eller fire sensorer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle