Brosbøl erkender utydelig kommunikation om grundvand

Miljøminister Kirsten Brosbøl afviser fusk og vildledning i grundvandsovervågning. Men hun erkender, at resultater og metoder ikke præsenteres tilfredsstillende.

Miljøminister Kirsten Brosbøl afviser fusk og vildledning i Miljøministeriets overvågning af grundvandet for pesticider.

Hun medgiver til gengæld, at resultaterne af overvågningen ikke fremgår tydeligt nok af de afrapporteringer, der offentliggøres.

Det fremgik ved et åbent samråd torsdag, hvor Kirsten Brosbøl skulle forholde sig til den kritik, som en tidligere medarbejder i Miljøminnisteriet har rejst i Maskinbladet.

Den tidligere medarbejder, Claus Hansen, har beskyldt ministeriet for at vildlede og fuske med pesticid-statistikken på en måde, så der skabes et skræmmebillede uden hold i virkeligheden af landbrugets påvirkning af grundvandet.

Kun fund bruges

Ved samrådet understregede Kirsten Brosbøl, at den danske grundvandsovervågning hviler på et bredt politisk grundlag, og at der er enighed om at Danmark skal have en restriktiv praksis, så også kommende generationer kan drikke urenset grundvand direkte fra vandhanerne.

Hun bekræftede, at Naturstyrelsen ved grundvandsovervågningen udpeger områder til prøvetagning dér, hvor der er størst risiko for at finde pesticider.

Og hun mente heller ikke, det burde komme bag på nogen, at prøver, der ikke indeholder pesticider, ikke bruges i beregningerne.

»I GEUS’ rapporter er det klart gengivet, at kun analyser med fund indgår i beregningerne, mens analyser uden fund ikke er medtaget«. (GEUS har ansvaret for at behandle og præsentere data fra de grundvandsprøver, som Naturstyrelsen tager, red.)

Skal forklares bedre

Kirsten Brosbøl gav imidlertid Miljøudvalget ret i, både metoder og præsentation af resultaterne fra grundvandsovervågningen - også de positive tendenser - kan og skal formidles bedre og mere klart.

»Jeg vil gerne medgive, at metoden kunne fremgå tydeligere og jeg vil gerne medvirke, til, at fremstillingen bliver så klar som mulig,« sagde ministeren.

Giver indskærpelser

Kirsten Brosbøl indskærper derfor nu både overfor Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen og GEUS, at de fremover formidler metoder og resultater fra grundvandsovervågningen »så klart som muligt, så der ikke kan drages tvivl om, hvad der kan udledes af rapporterne.«

»Selvfølgelig skal der være tillid til grundvandsovervågningen.«

Årsrapport forsinkes

Kirsten Brosbøl har allerede bedt GEUS om, at der fremover i de årlige afrapporteringer bringes et metode-afsnit, som tydeligt forklarer, »hvordan data behandles, hvad der kan udledes af dem og ikke mindst hvorfor.«

Af samme grund bliver rapporten »muligvis lidt forsinket«.

Kirsten Brosbøl tilbød også Miljøudvalget en teknisk gennemgang af hele grundvandsovervågningen.

»Så kan udvalget få lejlighed til at spørge i dybden til fagligheden i prøvetagningen.«

Udvalg ønsker høring

Efter en kort votering efter samrådet besluttede Miljøudvalget at afvise miljøminister Kirsten Brosbøls tilbud om en teknisk gennegang.

I stedet vil udvalget arrangere en høring om grundvandsovervågning i Danmark, hvor udvalget selv kan medbringe faglige eksperter, der kan spørge kvalificeret ind til metoderne ved den danske grundvandsovervågning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle