Brug Kerb i frøgræs - med forsigtighed

De senere års ukrudtsforsøg har vist nye muligheder i flere frøarter - bl.a. med Kerb.

Kerb 400 SC bekæmper normalt en lang række græsarter. Men nye forsøg har vist, at visse kombinationer af dosering og tidspunkt gør det muligt at bruge Kerb med forsigtighed i mange frømarker. For eksempel i alm. rajgræs første års marker udlagt i dæksæd, hvor Kerb kan bruges med op til 0,3 liter pr. ha sidst i februar,« fortalte landskonsulent Barthold Feidenhansl fra Seges på Plantekongressen tirsdag.

Han understregede, at tidspunktet er vigtigt, fordi nedbrydningen af aktivstoffet er temperaturafhængig.

»Hvis vi på behandlingstidspunktet er i en periode med stigende temperatur, ser det ud til, at Kerb nedbrydes så hurtigt, at det ikke når ned til kulturplanternes rødder.«

Kerb må dog ikke bruges i alm. rajgræs udlagt i renbestand - som ikke tåler det. Sandsynligvis fordi de nyetablerede planter ikke har tilstrækkelig stor roddybde.

Svingel og hundegræs

Kerb er også afprøvet i strandsvingel - især mod enårig rapgræs - som oftest bekæmpes med Hussar OD - men det tåler strandsvingel ikke.

Strandsvingel viste sig dog at være mere følsom overfor Kerb end alm. rajgræs. Den bedste kombination af effekt og skånsomhed var med 0,2 l/ha sidst i februar. Det vil dog sandsynligvis give skader i kiler m.m. Så Kerb bør kun bruges i strandsvingel, hvor der er store problemer med enårig rapgræs, pointerede landskonsulenten.

Hundegræs derimod tåler Kerb. Dosis på op til 0,4 liter pr. ha har ikke givet uacceptable afgrødeskader. Og ukrudtseffekten var tilfredsstillende.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle