Challenger opruster: Ny kabine og sprøjte

Den selvkørende RoGator 600D får bredere kabine, og Challenger står i 2016 klar med sin første trailersprøjte.

Challenger står klar i kulissen med en ny og bredere kabine til den selvkørende RoGator 600D-sprøjte.

Kabinen bliver 32 centimeter bredere end den nuværende model, og den ekstra bredde giver også en forrude, der er meget større end hidtil, hvilket giver føreren et langt bedre udsyn.

Inde i kabinen har Challenger endvidere skiftet de to terminaler ud med en ny skærm på 10 tommer.

Første trailersprøjte på vej

2016 byder også på Challengers første trailersprøjte til dato.

Serien består af to modeller, RG333 og RG344, som rummer henholdsvis 3.300 og 4.400 liter i tanken. Pumpen, en centrifugalpumpe med en ydelse på 785 liter pr. minut.

RG300-serien benytter samme affjedring, center-ramme, bom og ophæng, rørsystem og fyldetank som den selvkørende sprøjte. Faktisk består 60 pct. af trailersprøjten af dele fra den selvkørende RoGator.

Ingeniørerne har dog udviklet trækbom, et nyt chassis, en ny aksel og en tank, der passer til designet af den traktortrukne sprøjte. Sprøjtebommen er i aluminium og fås fra 24 til 30 meter.

Ifølge Challengers direktør vil de to første trailersprøjter blot være startskuddet til endnu større af slagsen.

»De modeller her er første step. Planen er naturligvis at udvikle større modeller på 5.000 og 6.000 liter på sigt,« fortæller Gary Rollinson.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle