Cropsat kan optimere økonomien i gødning af vinterhvede

Af Lennart Banke, juniorkonsulent planteavl, Centrovice

Med mulighed for at tildele vinterhveden større mængder kvælstof end tidligere, er det nu, man skal se på, hvordan det økonomisk kan gøres mest optimalt. Det kan Cropsat anvendes til.

Med Cropsat måler satellitter biomasseindholdet på markerne hver fjerde dag og genererer ud fra disse data et oversigtskort over, hvor på marken afgrøden har behov for mere eller mindre tildeling.

Ved at graduere gødskningen er sandsynligheden for et éns udbytte over hele arealet større, mens risikoen udvaskning af kvælstof samtidig mindskes. Samtidig mindskes risikoen for lejesæd ved overgødskning, og man kan spare en eventuel stråforkortelse af kornet, samt tid ved høst af afgrøden.

Det er vigtigt at kigge kortene igennem for eventuelle fejl. Programmet kan nemlig ikke registrere plantetæthed, lavninger, bakketoppe mv. Derfor er det vigtigt at studere kortet og regulere tildelingen, hvis store biomassevariationer skyldes andet end kvælstofmangel.

På hjemmesiden www.cropsat.dk er det muligt at finde specifikke marker ved at søge på CVR-nummer eller ved at zoome ind på kortet. Her vælger man hvilke marker, der skal arbejdes med, samt fra hvilken dato man vil bruge billeder fra.

www.landbrugsinfo.dk kan man under ”Planteavl” og ”Præcisionsjordbrug og Gis” finde et link til Cropsat samt en vejledning til programmet.

Husk, hvis der skal udlæses kort til GPS-systemer, skal det gøres for én mark ad gangen, da Cropsat ikke kan opdele de indskrevne mængder på forskellige marker. Hvis der ikke anvendes GPS-systemer, er det muligt at printe et tildelingskort og regulere manuelt ved gødskningen. Husk i den forbindelse at gødskningen oftest sker 10-20 meter bag maskinen ved brug af centrifugalspredere.

Det er også muligt at hente app’en DataVäxt Mobil. Her kan man oprette sig som bruger og få sine tildelingskort sendt til app’en, så man altid har en digital version med i marken.

Kontakt Seges eller din lokale rådgivningsvirksomhed ved spørgsmål omkring brugen af Cropsat.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle