Danæg: Æggeskandalen bør styrke vores troværdighed

Æggeskandalen bør styrke danske producenters troværdighed, fordi kontrollen virker, mener producent.

Det danske firma Danæg Products har via sin fabrik i Roskilde importeret 20 ton æg, som kan være forurenet med giftstoffet fipronil.

Æggene er blevet solgt til danske kantiner og cateringfirmaer. Dermed har den europæiske æggeskandale, som har ramt i alt 15 EU-lande, Schweiz og Hongkong, også fundet vej til Danmark.

Men skandalen bør faktisk styrke danske ægproducenters troværdighed, mener Jann Dollerup Vig Jensen, koncernchef for Danæg.

"Så snart vi fatter mistanke, reagerer vi, så derfor mener jeg faktisk, at vores troværdighed er styrket," siger han.

"Vi importerer nogle æg, som skulle være fuldstændigt lovlige ifølge den EU-lovgivning, som vi er underlagt," fortsætter han.

I samarbejde med Fødevarestyrelsen har Danæg Products tilbagekaldt alle æg, hvor der er mistanke om forurening, oplyser selskabet.

Danæg Products er et datterselskab, der ifølge koncernchefen står for at producere forædlede æggeprodukter. Det omfatter for eksempel æggesalat.

Moderselskabet Danæg står for at producere og pakke danske æg i bakker til danske kunder.

Danæg Products bruger i et vist omfang udenlandske æg, da der ikke produceres kogte og pillede æg i Danmark, forklarer Danægs koncernchef.

"Selv om vi henter æggene ind udefra, havde vi aldrig regnet med sådan en her møgsag," siger han.

Derfor har Danæg styrket procedurerne omkring certificering af udenlandske æg, understreger Jann Dollerup Vig Jensen.

"Vi er nødt til at have en erklæring og dokumentation for, at de æg, som vi importerer, ikke indeholder noget ulovligt. For os er det meget, meget vigtigt at holde danske og udenlandske æg adskilt," siger han.

Fredag er der fundet yderligere to ton forurenede æg i Danmark i produkter fra firmaet Nordic Egg.

Fødevarestyrelsen kan ikke udelukke, at der vil komme yderligere sager med forurenede importerede æg.
Stoffet fipronil er ikke tilladt i landbruget i Danmark, hvor det kun bruges til skadedyrsbekæmpelse af for eksempel kakerlakker.

Indholdet af fipronil i æggene er dog under det akut sundhedsskadelige niveau, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsen har fredag meldt ud, at man trygt kan købe friske æg i de danske butikker. Der sælges nemlig hovedsageligt danske æg i de danske butikker.

/ritzau/

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle