Danespo får direktør for planteforædling

Lars Næsted indtræder som direktør i Danespos ledelse.

Lars Næsted, som har været ansat hos Danespo siden 1999, rykker nu et skridt tættere topledelsen i kartoffelvirksomheden, som er storeksportør af læggekartofler. Lars Næsted får titel af direktør og medlem af direktionen med særligt ansvar for planteforædlingen og en ny forædlingsstation. Lars Næsteds ansvar fremadrettet vil bl.a. være planteforædling og i den forbindelse ikke mindst at styre investeringen i en ny forædlingsstation succesfuldt på plads.

»Lars Næsted har som en vigtig del af virksomhedens chefgruppe været stærkt medvirkende til den positive udvikling, virksomheden har været igennem de seneste år,« siger Truels Damsgaard, bestyrelsesformand i Danespo, i en pressemeddelelse. Danespo har tidligere meldt, at der i deres strategiplan indgår en ny forædlingsstation til afløsning for Forædlingsstationen LKF Vandel, som de hidtil har drevet sammen med KMC. Danespo er i gang med at udarbejde udbudsmateriale for byggeriet. »Placeringen er ikke helt på plads. Den kommer til at ligge i Midtjylland tæt på, hvor vi er i forvejen. Men placeringen kommer temmelig snart,« siger Lars Næsted. Der vil være tale om bygninger på omkring 1.700 kvadratmeter plus et drivhusareal. Danespo overvejer at flytte salgsafdelingen sammen med forædlingen for at sikre synergier. Organisationen har i forvejen pakkerier, sorteringscentral og afdelinger i udlandet. »Vi bliver ved med at være en spredt organisation, men det vil være rart at få nogle af tingene under samme tag,« siger Lars Næsted. Tidligere i år meldte Steen Bitsch, at han stopper som adm. direktør for Danespo, fordi han er ny topchef for grovvareselskabet Vestjyllands Andel.

»Vi er godt i gang med søgningen af en ny administrerende direktør til Danespo, som vil få et tæt samarbejde med Lars i det nye ledelsesteam for virksomheden,« udtaler bestyrelsesformand Truels Damsgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle