Danespo tabte omsætning

Danespo er udfordret af lave priser og høje kartoffeludbytter.

DLG-selskabet Danespo A/S kom ud af regnskabsåret 2014/2015 med en omsætning på 400 mio. kr. Det er et fald på 76 mio. kr. i forhold til året før, hvor omsætningen var 476 mio. kr. Faldet skyldes især frasalg af virksomheder.

Trods faldet i omsætning fik Danespo et resultat på 5,9 mio. kr. mod 6,4 mio. kr. året før.

”Vores omsætning faldt 16 procent. Størstedelen faldet skyldes frasalg af Danimex-selskaberne, der rummede aktiviteter uden for vores kerneforretning og lukningen af Danalpo i Algeriet. Nu er Danespo tilbage ved sine kerneaktiviteter, som vi prioriterer, og vi tænker således ikke længere i frasalg,” forklarer adm. direktør i Danespo, Steen Bitsch.

Samtidig har selskabet lagt Danespo Holding, Danespo A/S og Danespo Food sammen for at rationalisere, arbejde mere lean og udnytte synergier på tværs af selskaberne. Spisekartoffelpakkerierne og læggekartoffelforretningen har dermed ens ejerstruktur. Nu ejes Danespo ligeligt af DLG og DLF samt to procent ejet af avlere og medarbejdere.

Lave priser
Trods lave priser på spisekartofler i EU er det lykkedes for Danespo at fastholde omsætningen.

”Inden for spisekartofler er det lykkedes at fastholde omsætningen trods det, at spisekartoffelmarkedet har været præget af et stort overudbud, der resulterede i katastrofalt lave afregningspriser. Helt i tråd med andre landbrugsprodukter kan en del af prisproblemet her tilskrives fravær fra det russiske marked, der tidligere har fungeret som ventil for overskudsmængder,” uddyber Steen Bitsch, der samtidig kan se, at kartoffeludbytterne i EU stiger.

Følger sortsstrategien
I Tyskland er Danespos omsætning faldet på læggekartofler pga. lave priser - men mængdemæssigt er der en betydelig fremgang. Fremgangen gælder i høj grad Danespos egne sorter.

”Vi ser en stærkt stigende formkurve for vores egne sorter, og idet vi sammen med KMC har købt alle sorterne af LKF Vandel, begynder vi at tegne rammerne til fremtidens forædlingsstruktur i Danmark. Det giver rigtig god mening, at vi tager teten - til gavn for ejere og avlere,” siger Steen Bitsch.

Entré i Holland
Dertil kommer, at Danespo nu gør klar til at etablere sig i Holland med eget selskab, for der er et betydeligt organisk vækstpotentiale, specielt med henblik på udviklingen af egne sorter.

”Vi ser meget gode muligheder for Danespo Holland, idet vores omsætning på pommes frites-kartofler med sorterne Folva og Royal er klart stigende. Det er et attraktivt marked,” understreger Danespo-direktøren.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle