Danish Crown outsourcer it-drift for tocifret millionbeløb

Danish Crown indgår it-outsourcingaftale med GlobalConnect.

Efter en udbudsrunde har Danish Crown og GlobalConnect netop underskrevet en femårig it-outsourcingkontrakt, der omfatter driften af Danish Crown-koncernens administrative servere på globalt plan.

Samtidig forlænger de to virksomheder en eksisterende aftale vedrørende levering af WAN-forbindelser.
 
It-outsourcingaftalen mellem Danish Crown og GlobalConnect, der løber i fem år med mulighed for forlængelse, er resultatet af et udbud efter forhandling. Under aftalen, der lyder på et større tocifret millionbeløb, skal GlobalConnect stå for al drift af den administrative it-infrastruktur, hvorpå der afvikles en lang række systemer lige fra løn og HR til analyse, mail, databaser, service desk-systemer mv.
 
Ifølge Elo Høgh Bromer, der er CIO i Danish Crown og chef for omkring 175 it-medarbejdere globalt, er baggrunden for aftalen et ønske om at professionalisere it-infrastrukturen og it-driften:

“Danish Crown er opdelt i en række selskaber, og målet med GlobalConnect-aftalen er at konsolidere alle servere på tværs af vores forskellige selskaber. Vi ønsker således at formalisere it-driften ved at købe kapacitet, services og viden fremfor at drive it-systemerne selv,” siger Elo Høgh Bromer i en pressemeddelelse.
 
“Valget faldt på GlobalConnect, fordi vi dels får fleksibilitet, hvor vi kan skrue op og ned for kapaciteten, og dels får den ønskede funktionalitet og sikkerhed i løsningen. Endvidere har vi haft et rigtigt godt og velfungerende samarbejde med GlobalConnect gennem snart 10 år inden for WAN-forbindelser, hvilket betyder, at der i forvejen er opbygget et godt tillidsforhold. Dermed er den nye aftale en naturlig forlængelse af det eksisterende samarbejde,” understreger Elo Høgh Bromer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle