Danish Crown skaber nyt hovedkvarter

Danish Crown og Tulip vil under samme tag.

Siden Danish Crown blev skabt i 1990, har koncernen udviklet sig til en af Danmarks største virksomheder. Nu er pladsen blevet trang både på Danish Crowns kontor i Randers og hos datterselskabet Tulip Food Company i Sdr. Borup ved Randers. Derfor bliver der nu sat skub i planer om at samle de to virksomheder på én adresse.

"Vi får i mine øjne muligheden for at skabe en af de mest spændende og innovative arbejdspladser i Østjylland. Hele idéen udspringer af vores 4WD-strategi, hvor vi har en klar målsætning om i langt højere grad at agere som en samlet virksomhed på tværs af koncernen. Med et nyt, fælles hovedkontor for Danish Crown og Tulip vil vi tage et kæmpe skridt i den retning, og samtidig kan vi få mere ud af ressourcerne til gavn for vores ejere," siger Preben Sunke, finansdirektør og medlem af direktionen i Danish Crown.

Tanken er at beholde Tulips kontorbygning og forbinde den med den tidligere pølsefabrik på nabogrunden, som ombygges til sit nye formål.

Når man kører mod syd ad E45, vil det nye hovedkontor kunne ses fra motorvejen, og det bliver arbejdsplads for de ca. 650 ansatte, der i dag arbejder på tre forskellige adresser i Randers.

"Det nye hovedkontor er også en oplagt mulighed for at vise, hvem vi er. Både medarbejdere, ejere og gæster vil kunne se, hvad vi stammer fra – hvad vores DNA er – og indendørs er tanken at etablere et innovationskøkken og et masterchef-køkken med modningsrum til oksekød og skinker. I planerne indgår også en historisk udstilling om Danish Crown," fortæller Preben Sunke.

At det handler om mad, ses også i planen om at etablere en slagterbutik, hvor medarbejderne kan købe ind til aftensmaden fra et udvalg af virksomhedens egne produkter.

"Vi er i gang med at transformere Danish Crown fra en produktionsdrevet virksomhed til at være forbrugerdrevet. Ved at samle Danish Crown og Tulips hovedkontorer rykker vi tættere på forbrugerne, både når det gælder produktudvikling og madlavning," siger Preben Sunke.

Samlet set vil hovedkvarteret blive på ca. 23.000 kvadratmeter. Økonomisk forventes projektet at kunne betale sig selv som følge af synergieffekter, eliminering af spildtid til transport mellem de tre nuværende adresser, og fordi møder kan holdes i huset i stedet for at leje lokaler ude i byen.

Projektet er i sin indledende fase, og intet er besluttet endnu. Bestyrelsen har på sit seneste møde sagt god for at sætte en nærmere undersøgelse i gang. Hvis det endelige projekt godkendes af bestyrelsen, forventes det, at medarbejderne vil kunne flytte ind i begyndelsen af 2020.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle