Danmark søger forbundsfæller

Danmark ønsker åbent marked og ens standarder.

Mange danske virksomheder frygter, at eksporten til Storbritannien bliver toldbelagt og mere bureaukratisk. Det vil forringe eksportens størrelse og priserne. Samtidig kan det gå ud over dansk eksport, hvis UK laver handelsaftaler med ikke EU-lande, - eksempelvis hvis de laver en aftale om oksekød med Mercosur-landene i Sydamerika. Det vil angiveligt kunne påvirke hele EUs marked for oksekød.

Regeringen arbejder for, at Brexit ikke skal resultere i ringere forhold for danske virksomheder.

»Vi ønsker åben adgang til det britiske marked og ens standarder for produkterne,« siger Esben Lunde Larsen (V).

Hvad gør I for at Brexit ikke skader Danmark?

»Vi arbejder for at få forbundsfæller i andre EU-lande. Det kan give større indflydelse på EUs aftale med Storbritannien,« siger han.

Irsk besøg

Fredag besøgte den irske landbrugs- og fiskeriminister Michael Creed Esben Lunde Larsen i Miljø- og Fødevareministeriet. Han ønsker ligesom Danmark åben adgang mellem EU og det britiske marked. 40 procent af den irske mælk går til UK, mens 50 procent af den irske oksekødsproduktion går til UK. Mælk malket i Nordirland ender ofte på mejerier i Den irske Republik.

»Vi er bekymrede for en hård Brexit, så vi bliver slået tilbage til WTO –tariffer for oksekød og mælk, som er høje, - det vil være meget svært,« siger han.

Samtidig peger Michael Creed på, at UK er nettoimportør af fødevarer, og at det vil blive dyrt for de britiske forbrugere, hvis UK ikke får en god handelsaftale.

»De vil have en handelsaftale, men ikke være med i toldunionen. Det gør det meget svært,« påpeger han.

Hans ønske er, at resultatet bliver så tæt på det nuværende som muligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle