Danmarks mælkeproduktion bliver rekordstor i år

Den danske mælkeproduktion vil i år blive større end før mælkekvoterne blev indført i 1984.

Ved udgangen af marts 2015 ophørte EUs mælkekvoter. Det har medført en kraftig stigning i produktionen, og i Danmark vil  mængden af leveret mælk til mejerierne  i år overstige niveauet i 1983. Det skønner Danmarks Statistik i en ny opgørelse.

1983 var det sidste år, før mælkekvoterne blev indført, og det år blev den hidtil største mængde mælk leveret til mejerierne. I 1983 blev der indvejet 5.227 mio. kg mælk til mejerierne, og i 2015 ventes indvejningen at stige til 5.257 mio. kg.

Antallet af malkekøer er i mellemtiden faldet med 45 procent, fra ca. 1 mio. i 1983 til 561.000 i dag. Samtidig er antallet af bedrifter med malkekøer reduceret til en tiendedel. I 1983 var der således 35.000 bedrifter med 28 malkekøer i gennemsnit. I dag er der under 3.500 bedrifter med 160 malkekøer i gennemsnit.

I 1974 gav en malkeko 4.313 kg mælk om året, og i 2014 var tallet steget til over det dobbelte med 9.337 kg ifølge Danmarks Statistik.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle