Dansk landmand er filmstjerne i Berlin

Dokumentarfilm om en sjællandsk, biodynamisk bonde vises på på filmfestival i Berlin.

Når verdens filmstjerner gæster Berlin denne uge, kan de samtidig møde den 80-årige bonde Niels Stokholm fra Sjælland.

Instruktøren Phie Ambos dokumentar "Så meget godt i vente" bliver vist på Berlinalen.

Til Ekstra Bladet siger Niels Stokholm, at han er glad for opholdet i Berlin.

"Det er et skridt på vejen til at udbrede vores budskab om det biodynamiske landbrug. Det har været glædeligt, at så mange mennesker er begejstrede for filmen. Jeg og min kone Rita har også lige været i Schweiz, hvor filmen er blevet vist to gange. Her var der biodynamikere fra 67 lande i hele verden," siger Niels Stokholm til Ekstra Bladet.

Filmen følger Niels Stokholm, som for 40 år siden droppede livet som DTU-forsker for at drive et biodynamisk landbrug. I dag leverer han fødevarer til den michelin-hædrede restaurant Noma.

Niels Stokholm og hustruen Rita driver Thorshøjgaard ved Dronningmølle i Nordsjælland. Gården er fondsejet, men ledes suverænt af Niels.

Adskillige passager i filmen, der blev vist i biografer her i landet i efteråret, handler om Niels Stokholms kontroverser med veterinærkontrol og miljøregler, som mangen en økologisk eller konventionel landmand kan nikke genkendende til. Det er regler, som virker firkantede og forkerte i den biodynamiske landmands øjne.

Da LandbrugsAvisen tidligere interviewede Niels Stokholm ville han hellere tale om fremskridt ved hans besætning af traditionelle danske, røde malkekøer end om konflikterne i filmen.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle