Dansk maskinproducent går i rekonstruktion

Silvatec er efter otte års økonomisk nedtur gået i rekonstruktion. Forhandlinger om hele eller dele af selskabet er netop nu undervejs.

Pengekassen er gabende tom, og derfor er den danske producent af skovmaskiner Silvatec nu gået i rekonstruktion med henblik på at kunne betale kreditorerne.

Det bekræfter partner i advokatfirmaet Delacour, Flemming Bastholm, der er blevet tildelt rollen som rekonstruktør på Silvatec.

»Selskabet har ikke pengene til at se sig ud af den situation, de står i, men det er selvfølgelig ledelsens ønske at kunne videreføre virksomheden med enten en investor eller køber, og det er baggrunden for begæringen (om rekonstruktion red.),« fortæller Flemming Bastholm.

Han uddyber, at han dog allerede nu er i dialog med flere unavngivne potentielle købere til hele eller dele af selskabet.

»Der er lige nu forhandlinger i gang med interesserede parter, og der er flere, der har meldt positivt tilbage, som synes, at det ville være trist, hvis Silvatec ikke skulle eksistere i fremtiden,« siger han.

Slut med økonomisk indsprøjtning

Den Farsø-baserede producent har været hårdt økonomisk presset og har de seneste otte år haft et samlet underskud på over 180 mio. kr. Virksomhedens økonomiske situation fik de danske banker til at afvise at låne penge til selskabet, og direktøren kiggede derfor efter lånemuligheder i banker i både Letland, Bulgarien og Rumænien. Dette lykkedes dog heller ikke.

Selskabet er ultimativt ejet af russiske Machinery & Industrial Group N.V., men efter at have smidt penge i Silvatec gentagne gange, har de russiske ejere nu sagt stop.

Har de russiske ejere smækket kassen i?

»Ja, sådan kan man godt forstå det. Man har nok ikke villet gøre det, men man har ikke haft mulighed for at understøtte selskabet længere,« siger Flemming Bastholm.

Adm. direktør i Silvatec, Simon Flensted, har ikke ønsket at kommentere af hensyn til rekonstruktionsarbejdet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle