Danske pelsavlere med ny rekord: Verdens største skindauktion

Trods faldende verdensproduktion sælger Kopenhagen Fur flere skind end nogensinde før.

Der bliver sat verdensrekord, når Kopenhagen Fur holder auktion i næste måned. Aldrig nogensinde før er der sat så mange skind til salg på en enkelt auktion som de 8,5 mio. skind, der kommer under hammeren i Glostrup i juni.

Den tidligere rekord lød på otte mio. skind og blev sat på Kopenhagen Furs april-auktion i 2015. Dermed cementerer Kopenhagen Fur sin status som verdens største pelsauktion.

»Umiddelbart er det ikke sig selv et mål, at have verdens største pelsauktion. Men når vi både tilbyder verdens bedste skind og har hele 20 typer minkskind til salg, så er der ingen opkøbere, der kan komme uden om vores auktion,« siger kommerciel direktør Jesper Lauge Christensen.

Rekord sættes på trods

Rekorden er særlig bemærkelsesværdig, fordi den sættes på et tidspunkt, hvor verdens produktion af skind er faldet fra cirka 82 mio. kr. i 2014 til i omegnen af 56 mio. kr. i 2016.

Når rekorden alligevel kommer i hus, er forklaringen, at tilgangen af udenlandske skind er stigende til Kopenhagen Furs auktioner. Det sker på bekostning af de to andre auktionshuse, Saga Furs i Helsinki og North American Fur Auctions i Toronto, der har tabt markedsandele.

Dertil kommer, at mange danske minkavlere har valgt at udskyde deres salg af skind fra januar-, februar- og april-auktionerne til juni-auktionen, fordi de bedste priser sidste år blev opnået på juni-auktionen.

Betydningen af at have både flest og de bedste skind er ifølge Jesper Lauge Christensen stor.

»I forvejen er det de danske auktioner, der er prisdannende på verdensplan. Med det bedste og største udbud, er vores auktioner nu også et ’one-stop shopping.«

»Det er meget vigtigt. Køberne kommer ofte langvejs fra, og det betyder meget, at de kan nøjes med at handle på en auktion. Det er med til at tiltrække flere købere, og det skærper konkurrencen om skindene, og alt andet lige løfter det priserne,« siger Jesper Lauge Christensen.

Pengene skal være klar

Op til juni-auktionen gøres der en stor indsats for at fortælle opkøberne fra både Kina, Rusland og resten af verden om det særlige ved den kommende rekordstore auktion. Det sker blandt andet på det sociale medie Wechat, der er meget udbredt i Kina, og hvor Kopenhagen Fur har over 15.000 følgere.

»Det er utroligt vigtigt, at opkøberne på forhånd ved, at de kan købe alt, hvad de har brug for i København i juni. Der betyder, at de skal nå at få den nødvendige likviditet klar, så de også er i stand til at betale, for de skind de køber,« siger Jesper Lauge Christensen.

Kopenhagen Fur regner med, at der kommer omkring 500 opkøbere til auktionen i Glostrup i juni. Samtidig sidder mindst lige så mange uden for Danmark og følger med i auktionen på pc, tablet eller mobiltelefon, hvor de kan se en live-streaming af auktionen, og byde på skindene gennem deres brokere i auktionssalen i Glostrup.

»Vi har stor succes med vores live-streaming af auktionen. Med et nyt teknisk setup er vi kommet ned på en forsinkelse i transmissionen på omkring et til to sekunder. Det betyder, at køberne nu kan blive hjemme i for eksempel Kina og Rusland og beslutte om de vil købe og samtidig bede deres brokere om at byde i salen i Glostrup,« siger Jesper Lauge Christensen.

På auktionen i juni ventes en omsætning på over to mia. kr. På de fem danske auktioner sidste år landede omsætningen i alt på 6,3 mia. kr.

Den hidtil største omsætning på én auktion er 3,7 mia. kr. Det var på Kopenhagen Furs auktion i februar 2013, da prisen på minkskind toppede på godt 600 kr.

Faktaboks

Rekord-auktioner

  • Flest skind Kopenhagen Furs juni- auktion 2017: 8,5 mio. skind
  • Størst omsætning Kopenhagen Furs februar-auktion 2013: 3,7 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle