De købte gård og flyttede sammen

Andreas Larson og Christian Thorvaldsen købte i fællesskab en mælkeproduktionsejendom ved Egtved. Stuehuset var stort nok til at dele i to, men det krævede en gennemgribende renovering, som betød, at de måtte flytte sammen.

Hvordan forløb jeres overtagelse af ejendommen ved Egtved?

»Vi overtog 3. august 2015, og Andreas kunne flytte ind med det samme, fordi han havde en kort opsigelsesperiode på sit tidligere job. Christian kunne først træde til 1. oktober, men fik lov at stoppe på sit job en måned tidligere. Da stuehuset først skulle renoveres og deles i to, flyttede Christians kæreste og to børn ind hos en søster, imens Christian og Andreas flyttede sammen i den ene halvdel af stuehuset.«

Hvordan gik ombygningen?

»Den tog noget længere tid, end vi regnede med. Huset er dateret tilbage til 1860, så stort set alt skulle moderniseres. Alle de gamle trægulve blev taget op, så der kunne isoleres, lægges gulvvarme og støbes beton. Der skulle indrettes to køkkener og to badeværelser. Vi ansatte en håndværker samt to flygtninge til at forestå ombygningen, men det tog meget lang tid. Havde vi vidst, at det ville tage så lang tid at blive færdige, havde vi sat mere arbejdskraft på fra starten. Vi fik dog også stor hjælp af familien til at renovere.«

I var nødt til at flytte sammen. Hvordan var det?

»Vi tog det alle i stiv arm. Christians kæreste og to børn flyttede ind i december 2015, og de fik først en egentlig lejlighed i slutningen af marts 2016. Andreas’ lejlighed stod færdig i oktober 2016, og indtil da boede han på et værelse og levede sammen med Christian og familien.«

Sled det på makkerskabet både at være sammen ude på bedriften og inde i stuehuset?

»Nej det gjorde det heldigvis ikke. Det gik måske mest udover Andreas, fordi hans lejlighed stod færdig som den sidste. Men alle tog det pænt og stod det igennem, - selv de to børn, som også skulle skifte skole og omgangskreds i forbindelse med flytningen.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle