Deltidslandmænd vil have bedre medlemskommunikation

På deltidslandsmødet fredag ytrede flere et ønske om mere kommunikation fra bestyrelsen og formandskabet.

”Jeg savner indsigt i hvad primærbestyrelsen og formandskabet laver. Herunder referater fra møderne.”

Sådan lød det fra salen, da debatten åbnede ved deltidsårsmødet på Axelborg fredag den 22. februar.

Kommentaren høstede anerkendende nik rundt i salen, og der blev fulgt op med kommentarer om, at den tidligere deltidsrepræsentant, Klaus Høeg viste, at det var muligt at lave referater fra møder.

Som svar på forespørgslen tog formand i Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, ordet.

”Det er en diskussion, vi har haft før. Det ville kræve en anden type referat, hvis det skulle give mening for andre end mødedeltagerne. Det ville ikke give mening uden yderligere kommentering”, sagde Martin Merrild.

Hertil supplerede Thor Gunnar Kofoed, deltidsgruppens ansvarlige i primærformandsskabet med, at hvis man ser på Landbrug & Fødevarers hjemmeside, nyhedsbreve og landbrugsblade, så bliver indeholdet fra møderne kommunikeret godt ud.

”Det eneste, der ikke refereres er, hvem der har sagt hvad på møderne. Det vi diskuterer på møderne er det samme som diskuteres i pressen og alle andre steder”, sagde Thor Gunnar Kofoed.

Til slut tog formand for Nordsjællands Landboforening, Lars Jonsson ordet:

”Vi får i landboforeningerne en del ud fra L&F. Og det skal vi selvfølgelig have ud til medlemmerne i en skarp udgave. Hos os får medlemmerne en mail mindst en gang om ugen. Så værktøjerne til den kommunikation ligger der allerede, vi skal bare gøre det på den rigtige måde”, sagde Lars Jonsson.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle