Den franske kornhøst nedjusteres - igen

Prisudsigter for fransk kornhøst, maltbug, raps og gødning.

Af konsulenterne Ole Schou og Jakob F. Kjærsgaard, Gefion, www.kornbasen.dk

Efter en rutsjetur i juni er prisfaldet nu stoppet og priserne rettet sig lidt. Udviklingen er vendt grundet flere nedjusteringer af udbyttet og ikke mindst kvaliteten af den franske høst, men også fordi vejrprofterne i USA øgede deres temperaturforventninger for Midtvesten i juli. Majs holder ikke af for høje temperature i bestøvningsfasen.

Hveden har tillige længe været billig i forhold til majs og det har netop fået USDA til markant at hæve deres forventninger til det globale hvedeforbrug – simplethen fordi hvede i stigende grad erstatter majs i foderblandinger.

Hvedelagrene er dog for store til, at et øget forbrug i sig selv kan sende priserne på en større optur. Det vil kræve, at vi løber ind i et betydende produktionsfald på den nordlige halvkugle og her er de nuværende udfordringerne næppe i Frankrig nok – selvom det virker som markedet endnu ikke er blevet klar over, hvor slemt det egentlig står til i Frankrig. Med mindre det i sidste øjeblik går galt med den europæiske høst – som jo i overvejende grad stadigvæk står ude på markerne – knytter håbet om et et betydende prisløft sig til, at den amerikanske majshøst ender med at skuffe de tårnhøje forventninger, som USDA har til den.

Maltbygmarkedet

Prisudsigterne for maltbyg er fortsat lovende og her skal årsagen ikke kun findes i problemerne med den franske vinter- og vårmaltbyg. Desværre er der også store områder i Danmark, hvor man også kan se frem til skuffende udbytter og kvalitet. Det udbredte ønske om, at man nu undlader nedvisning med Glyphosat før høst gør næppe kvaliteten bedre fra de mange marker i Østdanmark, som har store mængder af grønskud. I stedet for at de nedvisende grønne kerne bliver ude i marken kommer de nu med hjem på tørreriet.

På KornBasen er vores holdning, at man skal afvente salg af 16-høsten. Det gælder både hvede og maltbyg.

Rapsmarkedet

Rapsprisen forsøger sig nu igen opad efter en længere nedtur – presset af prisfald på råolie og soja. De fundamentale forhold for raps er dog stadigvæk prisstøttende. Lagrene er lave og der er ikke udsigt til, at det bliver ændret efter høst. Vækstsæsonen i store dele Vesteuropa har været alt andet en rapsvenlig. Det gælder ikke mindst Frankrig og Tyskland.

Selvom det ikke betyder så meget i det store forsyningsbillede må vi desværre også konstatere, at der er rigtig mange elendige rapsmarker i Danmark. I Øst har skadedyrene stort set været umulige at kontrollere og i Vest har svampeangreb påtaget sig den rolle.

Det er mange år siden, at det har været så dyrt at frembringe en rapsmark og mange år siden, at resultatet er blevet så dårligt. Det er en elendig kombination! Det eneste lille lyspunkt for rapsavlerne er, at man med meget stor sandsynlighed kan se frem til højere priser end de nuværende. Jeg godt, at der måske er en ringe trøst - men det er dog bedre en kombinationen af både lavt udbytte og lav pris!

Gødningsmarkedet

Den nye salgssæson startede for ca. fire uger siden, og blev åbnet med kraftigt prisfald på NS og KAS-gødning. Mange troede dengang, at det var et særsyn, der kun ville vare kort tid, og gælde for særlige gødninger. Men heldigvis har faldet nu bredt sig til alle N-gødninger, så der nu kan købes f.eks. N34, NS 21-24, Urea, og flydende N-gødninger, til en pris under 5 kr pr kg N. Det er et fald på ca. 35 pct.!

NPK-gødningerne 27-3-5 og 22-3-10 fra UralChem i Rusland, er blandt de billigste i markedet, med ca. 200 kr. pr hkg leveret i bigbags. Den klassiske 21-3-10 fra Yara ligger i ca 225 kr, hvilket er et prisfald på ca. 20-25% siden sidste år.

PK-gødninger: De mere ”tunge” PK-gødninger som f.eks. 8-11-20 er endnu ikke prissat i markedet. I Europa er P og K også faldet i pris, men langt fra så meget som N. Vi forventer et prisfald på 15-20 pct., fra sidste sæsons pris, når der kommer varer i markedet.

Det markedsledende firma, Yara, har varslet månedsstigning fra september. Da priserne i markedet er startet lavt, er der ganske stor sandsynlighed for, at man vil kæmpe hårdt for at få stigninger gennemført. Normalt vil de andre fabrikker så følge med priserne op. Især hvis afgrødepriserne retter sig over sommeren, bør man få købt mindst halvdelen af sit N-forbrug inden efteråret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle