Der bygges alt for få slagtesvinestalde

De fleste vælger sostalde, lidt færre smågrisestalde, mens endnu færre vælger at bygge slagtesvinestalde. Det betyder, at smågriseeksporten vil øges yderligere i de kommende år.

Hvis et land skal kunne færdigproducere alle de smågrise, der fødes i landet, skal der for hver 100 sopladser være omkring 400 smågrisestipladser og 750 slagtesvinestipladser. Den tendens, der ses i byggeriet af svinestalde for tiden, er imidlertid en helt anden. Det viser meldingerne fra en række konsulenter rundt om i landet. Etableringen af slagtesvinepladser halter nemlig kraftigt bagefter.

"Det er temmelig tyndt med projekter til slagtesvinestalde i forhold til sostalde," siger Michael Holm, Østlige Øers Svine- og Byggerådgivning i Ringsted.

Fra sit arbejde kan han pege på adskillige projekter til søer med salg af fravænningsgrise. Han kan pege på lige så mange projekter med søer og smågrise til 30 kg, mens der er betydeligt længere mellem projekterne til nye slagtesvinestalde.

Lige mange stopper

Antallet af henholdsvis soholdere og slagtesvineproducenter, som vælger at indstille produktionen, vurderes fra flere sider at være nogenlunde lige stor. Når der bygges væsentligt flere sostalde end slagtesvinestalde, betyder det, at der bliver et skævt forhold mellem udbuddet af smågrise og kapaciteten til produktion af slagtesvin. Effektiviteten i soholdet er gennem flere år steget mere end effektiviteten i slagtesvineproduktionen, hvilket yderligere gør udviklingen problematisk.

"Vi ser, at soholderne øger effektiviteten pr. årsso," siger Henning Vibjerg, Jysk Svinerådgivning i Kolding.

Ser man på en typisk slagtesvineproducent, er tilvæksten godt nok steget gennem de senere år, men samtidig er slagtevægten øget, og der har været en tendens til at give slagtesvinene lidt mere plads i staldene. Samlet betyder det, at en slagtesvineproducent ikke leverer flere slagtesvin i dag sammenlignet med for fem eller 10 år siden.

Integreret produktion dør ud

Henning Vibjerg er af den opfattelse, at den integrerede produktion, hvor der både er søer, smågrise og slagtesvin på samme ejendom, vil stå for en faldende del af produktionen i Danmark.

"Der vil altid være en større indtjeningsmulighed i soholdet," siger han som begrundelse for, at den integrerede produktion vil udgøre en faldende andel af den samlede svineproduktion.

Rigeligt med penge

Henning Vibjerg ser overordnet, at to forhold har betydning for, hvilke stalde der bliver bygget i Danmark: Miljølovgivningen og den relative pengerigelighed der er i erhvervet.

"Den nye miljølov gør det vanskeligt at etablere slagtesvineproduktion mange steder," siger han. Han mener samtidig, at pengemarkedet i Danmark fungerer så let og godt, at få svineproducenter får nej til at finansiere et gennemarbejdet og fornuftigt projekt. Begge forhold vil trække i retning af, at smågriseproduktionen øges, mens slagtesvineproduktionen vil stagnere.

"Vi ved ikke, hvor mange soholdere der stopper produktionen med udgangen af 2012, når boksene ikke længere er tilladt," siger han, men han mener ikke, at det vil få en afgørende indflydelse på produktionen herhjemme.

Eksport af smågrise

I indeværende år forventes eksporten af smågrise at blive mellem fire og fem millioner. Langt hovedparten eksporteres til Tyskland. De strukturelle ændringer i den hjemlige svineproduktion, der er beskrevet ovenfor, betyder, at smågriseeksporten fra Danmark vil øges yderligere i de kommende år. Henning Vibjerg ser ikke den større smågriseeksport og afhængigheden af udlandet som et problem.

"Jeg tror, vi vil se en mere professionel tysk slagtesvineproduktion fremover. De vil ikke som tidligere indstille produktionen fra marts til august, når de ikke har mere korn," siger Henning Vibjerg. Han peger på, at frygten for, at den dansk-

tyske grænse lukker en periode på grund af for eksempel svinepest i Tyskland, næppe er større end risikoen for, at en slagteristrejke i Danmark vil udelukke afhentning af slagtesvin fra danske stalde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle