Der er for mange småbønder i EU

Når der er for mange små brug, bliver det, der skulle være landbrugspolitik, til socialpolitik, mener Frederik Lüttichau, der kalder det problematisk.

Der er alt for mange små landbrug i EU. Det mener Frederik Lüttichau, formand for Sektion for større Jordbrug under Landbrug & Fødevarer. Han peger på, at der i Europa er 12 mio. landmænd, mens der i USA er 2 mio. landmænd, selv om landbruget fylder betydeligt mere i USA end i Europa.

»Det er klart, at vi ikke har plads til så mange bønder, når de lande, vi skal konkurrere med, har så få,« siger han.

Problemet er, at det ødelægger EUs landbrugspolitik, at den skal omfatte så mange, der reelt ikke kan leve af landbrug, påpeger han.

I USA er et gennemsnitsbrug næsten 200 hektar, mens det i EU er 15 hektar.

»Det koster for meget med så mange små landbrug, for de lever jo af støtte, og EU bruger landbrugspolitikken til at opfinde noget, de kan leve af,« siger Frederik Lüttichau.

Landbrugspolitik ikke socialpolitik

I stedet burde landbrugspolitikken handle mere om, hvordan man kan producere og udvikle produkter, så det tilgodeser miljøet og handler om beskæftigelse og samfundsnyttige ting, mener Frederik Lüttichau.

»EUs landbrugspolitik skal udvikle landbruget, så vi kan konkurrere med udlandet - også med USA, hvor de slet ikke skal tilgodese så mange med landbrugspoltikken,« siger han.

Debat på årsmøde

Derfor sætter Sektion for større Jordbrug EU på dagsordenen ved foreningens årsmøde 25. januar med et indlæg af Corrado Pirzio-Biroli, som har en formandspost i ELO (European Land Owners). Det er en organisation, der varetager jordejernes interesser. Han har en fortid som kabinetchef hos EUs landbrugskommissær Franz Fischler og dermed dyb indsigt i EUs landbrugspolitik.

Men hvad skal der så ske med alle de småbrug, der er for meget?

»Det er klart, at vi skal fremme en naturlig udvikling, især i Østeuropa. Hver tredje landmand i EU er rumæner. Men det må være erhvervspolitik, der løser det, ikke landbrugspolitik, for den skal handle om landbrug,« siger Frederik Lüttichau.

Faktaboks

Årsmøde i Sektion for større Jordbrug

  • Sektionen for Større Jordbrug holder årsmøde 25. januar 2017 på Axelborg
  • Formand Frederik Lüttichau aflægger beretning
  • Næstformand Anne Sophie Gamborg fortæller om Herregårdsudvalgets arbejde
  • Desuden er der indlæg af Karen Hækkerup (L&F) og Corrado Pirzio-Biroli (ELO)

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle