Der er penge i gode råd

De fleste rådgivningsvirksomheder kommer ud af 2016 med et overskud.

2016 har været et godt år for de fleste rådgivningsvirksomheder. Bortset fra et par enkelte undtagelser, så viser resultaterne et plus de fleste steder. Et overskud, som i varierende grad kommer tilbage til medlemmerne enten i form af rabatter eller direkte.

Ikke alle virksomheder har ønsket at oplyse deres regnskabstal, og en enkelt, Patriotisk Selskab, aflægger først regnskab i juni.

Agri Nord kom ud af 2016 med et resultat på 3,2 millioner kroner og med en vækst i omsætningen på fem pct. på tværs af koncernen. Et resultat, som man var godt tilfreds med i det nordjyske.

»Vi har haft en pæn tilgang af nye kunder på økonomi og planteavlsområdet, hvor vi kan se en pæn stigning i omsætningen på begge områder,« siger adm. direktør Kim Koch.

Op til generalforsamlingen kunne forretningen LandboNord fremvise et årsregnskab med et overskud på seks millioner kroner, hvoraf de fem millioner går tilbage til medlemmerne i form af rabat på rådgivning, og i 2016 kom der flere nye medlemmer til.

LMO fik i 2016 et overskud på 5,9 mio. kr. i 2016, hvilket er et stykke over sidste års overskud på godt fire mio. kr.

»Det har ikke været et nemt år, men dét, at vi alligevel kan præsentere LMO’s ejerforeninger for et overskud på 5,9 mio. kroner, er jeg faktisk godt tilfreds med,« mener administrerende direktør Jan Winther.

Sagro, som er et resultat af en fusion mellem Jysk Landbrugsrådgivning og Heden & Fjorden fik som den største virksomhed et resultat på 6,8 mio. kr.

Fynske Centrovice kom ud af 2016 med et overskud på 1,7 mio. kr. Resultatet er bedre end forventet og lidt bedre end året før, hvor overskuddet blev 1,07 mio. kr.

Hos LandboSyd opnåede man et resultat på 1,5 mio. kr. I LRSYD opnåede man et resultat på 1,5 mio. kr,, efter man have udloddet to pct. løbende i medlemsrabat og ekstraordinært tre pct. ved udgangen af året

De to store østdanske rådgivningsselskaber Gefion og DLS fusionerede i starten af året, men hver for sig kom de ind i ægteskabet med et plus. Gefion opnåede i 2016 et resultat på 2,7 mio. kr. DLS fik i samme periode et plus på 0,7 mio. kr.

Vestjyderne i Vestjysk Landboforening fik 1,3 mio. kr. Bornholmerne i Bornholms Landbrug fik 1 mio. kr. i overskud i 2016, og det samme gjorde thyboerne i LandboThy. Djursland Landboforening opnåede 0,9 mio. kr. og Agrovi 0,7 mio. kr. Hos NFplus blev det til et minus på 0,3 mio. kr. og i Odsherred på minus 0,7 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle