Derfor er amba’erne vilde med joint ventures

De store andelsselskaber indgår joint ventures med kolleger og konkurrenter som aldrig før. Det er der mange gode grunde til, mener ekspert. Men der er også et par faldgruber at være opmærksom på - også for ejerne.

Danish Crown har gjort det, Arla og Danish Agro gør det - og DLG nærmest excellerer i det for tiden.

Partnerskaber med udenlandske kolleger og konkurrenter, de såkaldte joint ventures, er voldsomt populære for andelsselskaberne.

Det forstår professor i strategi ved Copenhagen Business School og Sydney University Bo Bernhard Nielsen godt.

»Joint ventures er især et godt værktøj i forbindelse med international ekspansion,« siger han.

Og netop det er tilfældet for andelsselskaberne, der i disse år strækker forretnings-benene endnu længere rundt om jordkloden i jagten efter vækst og ny indtjening.

»Joint ventures kan være et billigere alternativ til at købe op eller indgå en fusion. På den måde bibeholder man også virksomheden, dens medarbejdere, struktur og viden. Samtidig sikrer man sig, at begge er bundet op på, at joint venturet bliver en succes, og at man kører i samme retning,« konstaterer han.

Et joint venture kan indgås både med og uden kapital. Den mest bindende er, at begge indskyder kapital, enten i form af kontanter, virksomhedsandele eller viden.

»Når man skyder kapital ind, så binder man sig noget til sin partner, for det er typisk sværere og forbundet med større omkostninger at komme ud af samarbejdet igen. Det betyder, at motivationen er langsigtet, og det handler ofte om at kunne mindske risikoen ved en investering,« fortæller professoren.

Han konstaterer, at joint ventures også kan være en måde at undgå den langvarige godkendelse af et opkøb fra konkurrencemyndighederne. Reglerne om karteldannelse og fair prissætning skal dog fortsat overholdes, hvis man vil undgå konkurrencesager.

Samtidig skal virksomhederne holde tungen lige i munden i samarbejdet, så konkurrenterne ikke får for stor indsigt i virksomheden.

Hold øje med kontrollen

Der er dog også ulemper ved den udbredte brug af partnerskaber, mener Bo Bernhard Nielsen.

»Man ikke har fuld kontrol. Det er som i et ægteskab, hvor man skal være enig med sin partner i beslutningerne. Man skal have det til at fungere, og på den lange bane kan det vise sig, at partneren vil noget andet,« siger han - men påpeger så, at det også kan være et forvarsel om egentligt ægteskab:

»Store joint ventures med megen kapital involveret fører en del gange til reel fusion. Det holder aktieanalytikere meget øje med.«

Regnskab

Onsdag i den kommende uge kommer Danish Agro med regnskab. Både DLG og Arla offentliggør regnskab senere i februar.

Faktaboks

De nye samarbejder

  • Danish Agro har faste partnere i Vestjyllands Andel og tyske Agravis om joint venture-selskabet Ceravis, der driver grovvarehandel i Tyskland.
  • Danish Crown har sammen med konkurrenten Westfleish startet Westcrown om udbening og salg af so-kød.
  • Arla indgik i august to joint ventures i Senegal og Nigeria med lokale selskaber.
  • DLG har lavet talrige partnerskaber og joint ventures det seneste år i ind- og udland. Flere med franske Agrial, men også med svenske Lantmännen og det irske energiselskab DCC.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle