De globale vejrguder spiller med musklerne. Og så kan Kinas majsimport eksplodere.
Af Jakob F. Kjærsgaard
Kornprisen har vist styrke i den seneste tid. Faktisk har vi i øjeblikket den højeste pris siden sidste sommer. Og det gælder både gammel og ny høst. Der er flere årsager til udviklingen. Dollaren er steget og er i optrend, og vi skal tilbage til 2014 for at finde en højere oliepris end den nuværende. Det hjælper på den prispositive stemning. Den væsentligste årsag er dog, at udsigterne for den globale produktion ikke er lige så rosenrød, som vi har set i de foregående år. Den amerikanske vinterhvedehøst bliver elendig som følge af en langvarig tørke. Deres vårhvedesåning er forsinket som følge af kulde og regn, og majssåning halter såmænd også bagefter. Endelig er store dele af sortehavsregionen, inkl. det sydlige Rusland, nu ramt af begyndende tørke efter over en måned med meget høje temperaturer, som sendte hvedepriserne op fra 80 kr. til 160 kr. på 6 uger - den historie har markedet ikke glemt.
Ikke dermed sagt, at historien er i gang med at blive gentaget. Det kræver, at tørken fortsætter flere uger endnu. Den russiske hvede har i den grad været prissættende i år på eksportmarkedet, og derfor vil det naturligvis have en gevaldig betydning for priserne, hvis russernes eksportoverskud bliver kraftigt formindsket.
Efter fire år med overordnet medvind spiller de globale vejrguder nu med musklerne. Det styrker afgrødepriserne, hvilket de komfortable kornlagre ikke kan forhindre. Erfaringerne viser, at hvis årsproduktionen ikke kan følge med forbruget, stiger priserne, uagtet store lagre.
Kinas behov for majs
Mens hvedelagrene er komfortable, er situationen en helt anden for majs. Efter flere år med overskudsproduktion af majs løb vi ind et betydeligt globalt underskud sidste år, og som billede tegner sig i øjeblikket, kan den historie meget vel gentage sig i år. Derfor er der ganske enkelt ikke plads til et amerikansk produktionsfald, – deres avl skal lykkes. Det helt afgørende forhold er, at Kina ikke længere kan producere den majs, som de forbruger - til konsum, foder og ikke mindst den hastigt voksende biobrændstofproduktion.
Indtil 2016 producerede Kina mere majs, end de forbrugte. I 2016 kom det første underskud. Produktion = 219 mio. ton, forbrug = 232 mio. ton, underskud = 13 mio. ton. I 2017 steg underskuddet til 25 mio. ton, og kineserne mener selv, at det bliver på hele 37 mio. ton i 2018 (USDAs første estimat kommer 10. maj og er derfor ikke kendt i skrivende stund). Alligevel har Kina ikke øget importen, som i samme periode ligger på 2-4 mio. ton. Regnestykket hænger kun sammen, fordi Kina forbruger af deres store nationale lagre, som i 2015 var på hele 110 mio. ton (ca. 50 pct. af de globale lagre), men forventes barberet ned til 43 mio. ton efter 2018 - en lagerreduktion på 70 mio. ton (65 pct.) på kun 3 år.
Der er intet, der tyder på, at den kinesiske forbrugsudvikling stopper, og derfor varer det ikke længe, før kineserne bliver nødt til at øge importen ganske betragteligt.
Måske står vi på tærsklen til en gentagelse af den udvikling, som Kina har været igennem på soja. I løbet af 10-15 år er Kina gået fra at være en ’ligegyldig’ spiller på sojamarkedet til at blive totalt dominerende på købs- og forbrugssiden. De køber nu 2/3-dele af de bønner, der bliver solgt på verdensmarkedet, og står for 1/3-del af det globale forbrug.
Det er formentligt, fordi kineseren har kunnet klare hastigt stigende produktionsunderskud af majs med lagertræk, at udviklingen ikke fået den store bevågenhed i nyhedsstrømmen. Det vil dog ændre sig, når Kina bliver tvunget ud i en betydelig importstigning, og det kan næppe undgå at sætte sine spor på kornpriserne!
Optimisme
Efter flere års ørkenvandring er der nu mere prispositive udsigter for planteavlerne. Det er også tiltrængt. Kornforbrugerne har forhåbentligt udnyttet det lave prisniveau til at sikre sig billigt korn til det kommende år, enten via optioner eller futures.
