DLG: Kornmarkedet har nået bunden

DLG forventer stabile priser i de kommende uger.

Af prokurist Rolf Pedersen, DLG 

I sin seneste rapport opjusterer Kommissionen de forventede udbytter for kommende høst marginalt i forhold til deres forrige rapport fra marts. For alt korn opjusteres forventninger med 0,4% svarende til 3,5% over 5-årsudbytterne. De tilsvarende tal for blød hvede er + 0,5% og + 3,5%, for majs + 0,1% og + 3,3% og for vårbyg uforandret og + 0,3%. I de fleste områder af Europa har det milde vejr hjulpet vinterafgrøderne på vej og samtidig været gunstigt for såning af vårafgrøderne.

Blandet vejrudvikling i EU i den seneste måned og tiltagende usikkerhed

Ringe nedbør er konstateret i det nordlige Spanien, nordøstlige Italien, nordøstlige Frankrig, sydlige England, Belgien, Luxemburg og vestlige Tyskland. Afgrødeforholdene betegnes dog fortsat som gode i de fleste af disse områder, men mere nedbør er snart påkrævet, hvis de forventede udbytteniveauer skal fastholdes. Samtidig meldes om lave minimumstemperarurer i det østlige Frankrig, vestlige og sydlige Tyskland, den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Østrig, Ungarn, Slovenien, Rumænien og i Balkan regionen. Samlet set siger Kommissionen, at disse forhold øger usikkerheden omkring størrelsen af den kommende produktion.

Frankrig kommer tilbage på banen

Kommissionen forventer ikke overraskende kraftigt stigende udbytter i Frankrig i år i forhold til sidste år. Blød hvede ventes at stige 35% i forhold til sidste år, hård hvede plus 24%, vårbyg plus 18%, vinterbyg plus 19%, majs plus 7,7% og rug plus 21%. Så helt galt står det vel heller ikke til i Frankrig, selvom der naturligvis sammenlignes med et år, der nærmest må betegnes som et katastrofeår. Den samlede kornproduktion i EU-28 i år anslås i år til 312 mio. tons mod 294,5 mio. tons sidste år og slutlagrene ventes at stige fra 38 mio. tons sidste år til 40 mio. tons. 

Blandet vejrudvikling i Sortehavsregionen i den seneste måned og tiltagende usikkerhed

Regn og sne er de seneste uger taget til i det østlige Ukraine, nordlige Kaukasus, Volgadalen og det vestlige Kasakhstan hvilket har været kærkomment ovenpå en periode med tørt vejr. På den anden side fortsætter det tørre vejr i det nordlige Ukraine, det sydvestlige Rusland og det østlige Hviderusland, og der ventes ingen bedring i de næste 10 dage.

Stigende euro overfor US dollar

Efter det franske valg er euroen steget overfor den amerikanske dollar til det højeste niveau i 5 måneder. Dette, kombineret med en lidt vådere vejrudsigt for Frankrig, har i de sidste par dage sendt Matif-børsen på september 2017 terminen ned til det næstlaveste niveau i kontraktens levetid.

Vi forventer stabile til let stigende kornpriser i de kommende uger

Vi er kommet til et tidspunkt hvor forskellige vejrmarkeder spøger, og vores vurdering er, at priserne ikke kommer væsentlig længere ned i denne omgang. Vi skal formentlig først helskindet igennem størstedelen af den resterende vækstperiode på den nordlige halvkugle, før priserne igen har fundet sit naturlige leje.

Følg i øvrigt de daglige råvarepriser på www.dlg.dk.

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle