DLG: Stort sojaudbud køler rapsmarkedet

DLG vurderer i deres markedsorientering for raps, at prisen køles af det store sojaudbud.

Af risikoanalytiker Natalya Vdovenko, DLG

Rapsfrø

Prisen på rapsfrø blev ved med at stige i sidste uge. Det dårlige vejr i Sydamerika drev sojakomplekset op, hvilket trak andre korrelerende markeder med op – også rapsfrø. Det skal dog pointeres, at stigningerne var begrænsede, da markedet skulle afvikle maj-kontrakterne på den udløbende maj-termin på Matif. Afviklingen udmøntede sig i en volatil afslutning.

I begyndelsen af denne uge korrigerede rapsfrøene sig på ny på den nærmeste termin på Matif (august 2016 terminen). Det skal pointeres, at den seneste stykke tids vejr i Central- og Nordeuropa, hvor vi har oplevet kulde og regn, kan påvirke rapsfrøenes modning. Det kan ende med en høstforsinkelse. Det er dog stadig for tidligt at drage en endelig konklusion på dette.

Sojakomplekset

Sojabønner sluttede i sidste uge med en stigning på CBOT. Stigningen blev drevet af den overdrevne regn i Argentina, som varede i ca. 15 dage. Selvom situationen er blevet bedre de seneste par dage med tørt vejr, er der stadig usikkerhed i markedet, og markedsaktørerne prøver at opgøre de evt. tab. Lige nu ser det ud som, at tabet ligger omkring 3-5 mio. tons, men der er nogle oversvømmede områder, som ikke er regnet med i estimatet. Regnen medførte også logistiske problemer, så havnene blev ikke tilstrækkeligt forsynet.

Samtidig har vi set store opkøb fra fondene på CBOT, hvilket har drevet markedet op.

I USA er såningen af sojabønner startet. Der er sået en smule over det historiske gennemsnit. Såningen er begyndt godt, men den kan blive forsinket, da der forventes regn i området i de kommende dage. Stigningerne i sojaprisen ser dog begrænsede ud, da udbuddet stadig er højt.

Råolie

Råolien steg på NYMEX børsen i sidste uge, selvom markedet fundamentalt ser nedadgående ud. Der er stadig et overudbud af råolie, og der er ingen tegn på, at det global udbud vil falde.

Markedsaktørerne ser dog positivt på udsigterne, da prisen på råolie er steget siden begyndelsen af april. Markedet forventer et fald i produktionen i anden halvdel af året. Det blev understøttet af et fald i den amerikanske produktion, som blev offentliggjort i sidste uge. De amerikanske lagre af råolie faldt dog ikke. Det medførte, at vi så rekord på store beholdninger i USA.

Palmeolie

Prisen på palmeolie er faldet i Kuala Lumpur. De vegetabilske olier faldt pga. udsigt til en højere produktion i de kommende måneder og en svag eksport i oprindelserne.

Kommende MPOB (Malaysian Palm Oil Board) rapporter forventes at vise en stram udbudssituation, og der er stadig bekymringer om det langsomme produktionsopsving i Indonesien. Hvis ikke eksporten bliver bedre, eller hvis produktionen falder i forhold til forventningerne, vil palmeolie formegentlig blive på den defensive side.

Forecast

Vi forventer på nuværende tidspunkt, at markedet vil køle lidt af med det store sojaudbud. Vi forventer dog ikke store udsving.

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)

”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.”

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle