DLG vil tjene 50 procent mere

DLG-koncernen præsenterede i dag sin nye, femårige strategi – DLG Leading the Way 2021 – der efter en periode med konsolidering og frasalg skal skabe vækst i Europas største grovvareselskab.

”Konkurrenterne vil se DLG’s sande styrke rullet ud i markedet i de kommende år. Vi skal være nr. 1 på vores vigtigste markeder og udbygge vores førerposition i Europa. I 2016 tjente koncernen 570 mio. kr. efter skat. I 2021 skal vi tjene 850 mio. kr.,” siger koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll.

En stærkere udnyttelse af koncernsynergier skal skabe yderligere vækst i Tyskland, men DLG satser også på nye markeder, bl.a. Frankrig, hvor man i øjeblikket er i gang med at bygge en ny kvægmineralfabrik. Derudover har DLG et klart mål om at vækste både organisk og gennem opkøb.

”Inden for Grovvarer vil vi fortsætte ekspansionen i Nordeuropa med fokus på vores største marked, Tyskland. Inden for Vitaminer & Mineraler er vi globale og ser på f.eks. Indien og Afrika. Vi ser herudover mere potentiale i Service & Energi, der er et stærkt indtjeningsområde for DLG,” siger Kristian Hundebøll.

Inden for grovvarer er fjerkræ et vigtigt vækstområde, oplyser DLG.

Nye kundeløsninger

DLG lægger desuden op til en målrettet satsning på digitale løsninger og IT-investeringer, der skal fremtidssikre indtjeningen.

”Vi mener noget med det, når vi siger, at DLG skal vise vejen. Som Europas største grovvareforretning har vi kraft til at sætte standarden på markederne. Vi skal fortsat sikre de bedste foderløsninger til animalsk produktion, og vi skal bygge på vores succes inden for kornforædling og rådgivning inden for planteproduktion, hvor vi er blandt de førende,” siger Kristian Hundebøll.

Fuld opbakning fra ejerne

Strategien er blevet vedtaget i samarbejde med DLG’s ejere, og bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen understreger, at der er fuld opbakning til strategien.

”Sammen med forretningen har ejerne gennem Repræsentantskabet været involveret i processen, og ejerne kan i høj grad se sig selv i den nye strategi. Den blev enstemmigt vedtaget, og den fulde opbakning fra ejerkredsen er ekstremt vigtigt for at denne ambitiøse strategi skal lykkes,” siger bestyrelsesformanden.

Danish Crown har sidste år lavet en strategi, hvor de måler afregningspriserne op mod sammenlignelige selskaber. Bestyrelsesformanden siger, at en tilsvarende sammenligning er umulig inden for grovvaren.

"Det er svært at lave sammenligning," siger Niels Dengsø Jensen, som påpeger, at andre grovvareselskaber har vidt forskellige forretningsområder."

"Ellers ser vi meget indad: Hvilke muligheder er der for at optimere virksomheden," siger bestyrelsesformanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle